Danske terrorsager, fraværende håndtryk og asymmetriske konflikter Den Ny Verden om religion og/eller politik I juni 2008 ramte en bombe den danske ambassade i Islamabad, Pakistan. Seks blev dræbt. Al-Qaeda tog via lederen af al-Qaeda-operationer i Afghanistan, Mustafa al-Yasid, ansvaret for terrorhandlingen, der blev begrundet med den danske Muhammed-tegningesag. I begyndelsen af september udsendte al-Qaedas medieproduktionsselskab, as-Sahab, en 54 minutter lang og velproduceret video, hvor der i detaljer blev redegjort for planlægningen, udførelsen og baggrunden for terrorhandlingen. Videoen vidner om, at al-Qaeda er velorienteret om den politiske situation i Danmark. Danmark er således i al-Qaedas søgelys, hvorfor det ville være naivt at tro, at Danmark eller danske interesser og repræsentationer i udlandet ikke i et eller andet vanskeligt definerbart omfang er i risikozonen for at blive terrormål. Danmark reviderede og strammede sin antiterrorlovgivning efter terrorangrebene i USA 11. september 2001. Som en reaktion på bomberne i London i juli 2005 kom der nye stramninger, og to nye begreber kom i fokus: radikalisering og home-grown. Folketinget strammede ikke bare lovgivningen, men besluttede også at styrke forskning i terrorisme og radikalisering, hvilket blandt andet førte til oprettelsen af DIIS’ forskningsenhed Politisk vold, terrorisme og radikalisering. Enheden har redigeret dette nummer af Den Ny Verden, der aktualiserer forholdet mellem politik og religion:
Dette temanummer af Den Ny Verden er redigeret af Lars Erslev Andersen, Karina Pultz og Kasper Ege. Det handler om samspillet og modspillet mellem politik og religion – først og fremmest, men ikke alene, islamisme. Artiklerne formidler aktuelle samfundsdebatter og nye forskningsfelter, der er udviklet i den ændrede globale sikkerhedspolitiske situation efter 11. september 2001. |

