Nyhedsbrev august 2008
Nyhedsbrev fra Afdeling for Holocaust- og Folkedrabsstudier August 2008
Indhold - Invitation til tværfaglige temadage om folkedrab: Tilmelding åbner 25. august
- DIIS lancerer undervisningsmateriale om antisemitisme og intolerance
- Nyt folkedrab.dk
- Materiale om konflikten i Darfur på folkedrab.dk
- Artikler om dansk og international flygtningepolitik før og under 2. Verdenskrig
- 60-året for FN's folkedrabskonvention
- Udstilling på Arbejdermuseet i København: Dødens ingeniører
Invitation til tværfaglige temadage om folkedrab: Tilmelding åbner 25. august Den 27. januar markerer Danmark Auschwitz-dag – den officielle danske mindedag for Holocaust og andre folkedrab. I den forbindelse inviterer DIIS, Afdeling for Holocaust- og Folkedrabsstudier, 2000 elever fra ungdomsuddannelserne landet over til at deltage i tværfaglige temadage om folkedrab. Temadagene afholdes i perioden 13.-22. januar 2009 på landets universiteter samt på en enkelt handelsskole i byerne Aabenraa, Esbjerg, Århus, Ålborg, Odense, Roskilde og København.
Under det fælles tema ”Redningens mange ansigter” vil eleverne på temadagene deltage i to workshops efter eget valg, og undervisningen vil tage udgangspunkt i en række af historiens folkedrab; Holocaust samt folkedrabene i Rwanda, Bosnien, Cambodja, Irak og Darfur.
Tilmelding til temadagene åbner d. 25. august og foregår elektronisk via www.folkedrab.dk/a-dag. Her kan man også læse mere om årets tema, programmet for dagene og om de workshops, der bliver udbudt i år. Sidste tilmeldingsfrist er den 10. oktober 2008.
Læs mere om Auschwitz-dag på: www.folkedrab.dk/sw58236.asp og www.27-1.dk
DIIS lancerer undervisningsmateriale om antisemitisme og intolerance
DIIS' Afdeling for Holocaust- og Folkedrabsstudier lancerer i starten af september undervisningsmaterialet Intolerance i Europa – før og nu. Som det første af sin slags sætter materialet fokus på antisemitisme og andre former for intolerance i Danmark og Europa. Mere end 2000 års antisemitisme relateres til aktuelle problemstillinger: Hvad betyder fordomme, fjendebilleder og forskelsbehandling for vores samfund i dag?
Undervisningsmaterialet henvender sig til grundskolens 7.-9. klasse og kan benyttes i fag som historie, samfundsfag, dansk og kristendom – og på tværs af fagene. Intolerance i Europa – før og nu består af tre undervisningshæfter, der i et historisk såvel som et nutidigt perspektiv behandler problematikker forbundet med antisemitisme, fjendebilleder, racisme og diskrimination. Derudover medfølger ordlister samt en udførlig lærervejledning. Klassesæt udlånes gratis fra landets centre for undervisningsmidler. Læs mere om undervisningsmaterialet, bestilling mm
Nyt folkedrab.dk Undervisningsportalen www.folkedrab.dk har fået nyt udseende og struktur og indeholder nu mere end 300 artikler om folkedrab og derudover kildemateriale, arbejdsspørgsmål, billedmateriale, ordbog, dilemmaspil mv. Bemærk, at menupunktet for undervisere har skiftet navn til lærerforum.
I forbindelse med omstruktureringen har de enkelte sider skiftet navn, så gamle links virker ikke længere. Har du brug for hjælp – så skriv til Besøg siden
Materiale om konflikten i Darfur på folkedrab.dk Folkedrab.dk er blevet udvidet med materiale om konflikten i Darfur. På hjemmesiden findes nu adskillige dybdegående artikler, som bl.a. behandler baggrunden for konflikten, de forskellige aktører i Darfur, det internationale samfunds rolle samt mulige fredsløsninger.
Der er links til relevante kildetekster, forslag til videre læsning og artiklerne er illustreret med billeder fra Darfur, stillet til rådighed af blandt andre fotograf Erik Refner. Se de nye tekster og læs mere om konflikten i Darfur
Artikler om dansk og international flygtningepolitik før og under 2. Verdenskrig på folkedrab.dk
Før 2. Verdenskrig forsøgte tusindvis af jøder at komme væk fra Tyskland og nazisternes forfølgelser ved at søge tilflugt i andre lande. Men i førkrigstiden blev flygtningestrømmen overalt set som en økonomisk og politisk trussel. Alle steder forsøgte man at undgå, at flygtningene overhovedet kom ind, og var de kommet ind, gjaldt det om at få dem ud igen hurtigst muligt.
Historiker Lone Rünitz har skrevet 4 artikler til www.folkedrab.dk om dansk og international flygtningepolitik før krigen. Læs mere under fokuspunktet Danmark, de jødiske flygtninge og samarbejdspolitikken
Lone Rünitz er bl.a. forfatter til Af hensyn til konsekvenserne. Danmark og flygtningespørgsmålet 1933-1940 og Udsendt til Tyskland
60-året for FN's folkedrabskonvention I forbindelse med 60-året for oprettelsen af FN's folkedrabskonvention er der blevet samlet en række relevante artikler på www.folkedrab.dk/sw64040.asp.
Artiklerne fokuserer på forskellige spørgsmål og problematikker omkring konventionen: Hvad går folkedrabskonventionen egentlig ud på? Hvorfor kritiseres den? Hvordan foregår det, når konventionen anvendes i praksis? Hvordan adskiller folkedrab sig fra andre internationale forbrydelser – som fx etnisk udrensning? Læs mere under fokuspunktet 60-året for FN's folkedrabskonvention
Udstilling på Arbejdermuseet i København: Dødens ingeniører – maskinfabrikken Topf und Söhne – Ovnbyggerne fra Auschwitz
Fra fredag den 22. august fortæller Arbejdermuseet om de mennesker, der leverede krematorieovnene til de tyske kz- og udryddelseslejre under nazismen. Arbejdermuseet ser på sammenspillet mellem teknisk perfektion, organiseret massedestruktion og fuldstændig mangel på etik.
Udstillingen handler om én af de maskinfabrikker, der leverede krematorieovnene til de tyske koncentrationslejre under nazismen. Der fokuseres på den teknisk-praktiske side af massedrabet: Mens millioner af mennesker blev myrdet, stod morderne over for en række praktiske problemer. Drabene og bortskaffelsen af ligene skulle foregå med så få afbrydelser som muligt og med mindst muligt forbrug af brændstof. Dødsfabrikkerne blev derfor kontinuerligt udviklet og forfinet af engagerede teknikere.
Der er mulighed for undervisning i udstillingen, og udstillingskataloget kan rekvireres som klassesæt. På Arbejdermuseets hjemmeside findes desuden en lærervejledning og forslag til videre læsning.
Afveksling i undervisningen? Husk vores dilemmaspil om folkedrab
Det internetbaserede dilemmaspil Folkedrabet på Bantikka er udformet til at kunne bruges i et forløb om folkedrab eller internationale aktører.
Spillets grundidé er at bringe nogle af de vanskelige og komplekse problemstillinger vedrørende folkedrab ind i en kontekst, hvor det giver mening for en dansk elev at tage personligt stilling til dem. Som dilemmaspil præsenterer ”Folkedrabet på Bantikka” nogle af de situationer, der kan opstå, når et land og en verden står overfor et folkedrab.
Der findes en lærervejledning til spillet. Spillet kan afvikles på 45 min. Prøv spillet
Afmeld nyhedsbrev Hvis du ikke ønsker at modtage Afdelingens nyhedsbrev, er du velkommen til at skrive til Britta Løbner på
|