Økonomisk partnerskab med EU - en tvivlsom fordel for udviklingslande
DIIS/FØI-studie advarer om betydelige forringelser for udviklingslande ved EPA-aftaler
EPA-aftalerne dybt utilfredsstillende for udviklingslande
"Når EPA-aftalerne om økonomisk partnerskab kræver, at AVS-landene i Afrika, Vestindien og Stillehavsområdet skal tilbyde uhindret adgang for op til 80% af EU’s eksport til disse lande, er det absurd at hævde, at AVS-landenes situation ikke vil blive påvirket negativt, således som EU synes at gøre. Desuden er måden, hvorpå EU vil tilbyde de såkaldte Aid for Trade-programmer dybt utilfredsstillende. EU nægter at forhandle om, hvor meget og hvilken form for hjælp man vil tilbyde, og selv de ukonkrete løfter, som EU har fremsat, er betinget af, at AVS-landene undertegner EPA'erne"
Det fastslår Peter Gibbon, som koordinerer DIIS’s sektion for handel og udvikling på baggrund af en analyse af forhandlingssituationen om økonomiske partnerskabsaftaler mellem EU og en række udviklingslande.
Formålet med Economic Partnership Agreements
I 2002 indledte EU og de afrikanske, vestindiske og stillehavslandene (AVS) forhandlinger med henblik på at etablere seks regionale handelsaftaler, de så kaldte Economic Partnership Agreements (EPA'er), som skulle træde i kraft 1. januar 2008. Forhandlingerne har været baseret på Cotonou-aftalen, der fastlægger de generelle kriterier, som EPA'erne skal overholde. De vigtigste kriterier i Cotonou-aftalen er, at - EPA’erne skal fremme regional handel mellem AVS-landene
- de skal stemme overens med de relevante WTO regler
- og de må ikke forringe AVS-landenes handelsmæssige eller økonomiske situation.
Derudover fastslår Cotonou-aftalen, at for at hjælpe AVS-landene skal de tilbydes relevante Aid for Trade-programmer med henblik på at neutralisere deres umiddelbare omkostninger i forbindelse med EPA'erne og for at hjælpe dem med at opbygge en relevant handelsstruktur. Forhandlingerne er imidlertid ikke forløbet så hurtigt som oprindeligt planlagt, og det må forventes, at januar 2008-fristen ikke vil blive overholdt.
De vigtigste problemer i forhandlingerne
DIIS og Fødevareøkonomisk Institut ved Københavns Universitet har udarbejdet en analyse af forhandlingerne. Analysen identificerer tre punkter som de vigtigste problemer og diskussioner i forhandlingerne: - For at overholde WTO reglerne, skal EPA'erne være baseret på gensidighed. Det indebærer, at for at bevare deres adgang til EU-markedet skal AVS-landene åbne deres markeder for EU-produkter. Det er dog aftalt, at AVS-landene ikke behøver at matche EU's markedsåbning over for dem, og at de i nogle tilfælde vil kunne gøre brug af en overgangsperiode på op til 25 år før markedsåbningen skal være gennemført. Ikke desto mindre vil EPA'erne forringe nogle AVS-landes økonomiske og handelsmæssige forhold. Dette strider mod Cotonou-aftalen.
- Mange AVS-lande har fremført, at de planlagte Aid for Trade-programmer langt fra er tilstrækkelige til at dække selv de umiddelbare omkostninger ved EPA'erne, og at EU ikke har forpligtet sig til konkrete og bindene løfter. Hertil kommer, at mange AVS-lande har peget på, at EU's hidtidige langsommelige og bureaukratiske forvaltning af sine hjælpeprogrammer ikke er tilstrækkeligt institutionaliseret.
- Endelig har mange AVS-lande peget på, at EU har brugt sin økonomiske magt og AVS-landenes afhængighed af adgang til EU's marked til at tvinge dem til at acceptere inddragelse af nogle emner, der ikke er i AVS-landenes interesse, og som EU ikke har kunnet samle støtte til i WTO-regi. Disse emner indbefatter investerings- og konkurrenceregler, strengere bestemmelser om immaterialrettigheder og antidumping-regler.
Download hele analysen "EU-ACP Economic Partnership Agreements (EPAs). Institutional and Substantive Issues" (pdf, 475 KB)
Kontakt forfatterne: Amin Alavi - Peter Gibbon - Niels Jon Mortensen
|
Top