Analyse i Politiken, 12. februar 2007

Valget mellem genbosætning og beskyttelse i nærområderne er ikke et spørgsmål om ”enten-eller”, men formentligt om ”både-og”, hvis man vil have en effektiv nærområdestrategi.

Læs artiklen:

Kvoteflygtninge er en nødvendig del af nærområdestrategien

af Thomas Gammeltoft-Hansen
PhD kandidat ved Dansk Institut for Internationale Studier

Sidste måned kom FN’s Flygtningehøjkommissariat med en opfordring til alle vestlige lande om at hjælpe med at tage imod en kvote af irakiske flygtninge. Genbosætning i Europa og USA vil være en vigtig del af den samlede indsats for at afhjælpe den flygtningekrise, som FN beskriver som den værste i Mellemøsten siden 2. Verdenskrig.

Fra dansk side har man dog indtil videre afvist opfordringen. Her ønsker man ikke at forhøje den eksisterende kvote på 500 flygtninge, ej heller at målrette den specifikt mod Irak. I stedet peger regeringen på, at vi skal hjælpe i nærområderne, hvor ”vi får meget mere for pengene”. Dette er helt i tråd med både Danmarks og EU’s politik de seneste år; frem for at tage flere flygtninge til Europa skal vi styrke kapaciteten til at yde beskyttelse i de regioner, folk flygtningene umiddelbart befinder sig.

60 millioner dollars til Iraks flygtninge

Der er ikke nogen tvivl om, at behovet er stort i nærområderne. Det er her, over 80% af verdens flygtninge og internt fordrevne er fastlåst. Flygtningeorganisationer har i årtier forsøgt at gøre opmærksom på det absurde i, at flygtninge er tvunget til at rejse halvvejs rundt om kloden for at få asyl, fordi de vestlige lande ikke støtter mere op omkring indsatsen i nærområdelandene.

Irak er ikke nogen undtagelse. Det anslås at der på nuværende tidspunkt er omkring 1,7 millioner internt fordrevne i Irak og 2 millioner, der er flygtet til nærliggende lande som f.eks. Jordan og Syrien. For langt størstedelen af disse flygtninge er det mest presserende behov, hvad man kunne kalde den materielle assistance – sikkerhed, tag over hovedet, mad og drikke, sundhed og andre fundamentale behov. Det er her, en målrettet indsats i form af økonomisk støtte kan gøre en stor forskel, og FN’s Flygtningehøjkommissær har derfor for det indeværende år udsendt en appel på 60 millioner dollars til at hjælpe i Irak, Jordan, Syrien, Libanon, Tyrkiet og Egypten.
Spørgsmålet er dog, om økonomisk bistand og programmer i nærområderne kan stå alene. De hidtidige erfaringer peger på, at nærområdeindsatser ikke i sig selv kan løse beskyttelsesbehovet, og at det kan være svært at overtale nabolande til at påtage sig et endnu større ansvar uden at vise en mere håndfast solidaritet fra lande som f.eks. Danmark.

Beskyttelse til de mest sårbare

For det første vil en nærområdeindsats ikke på kort sigt kunne sikre en effektiv beskyttelse af de allermest sårbare, der er kommet i klemme i konflikten. Det drejer sig f.eks. om uledsagede børn, kvinder og syge, der ikke kan behandles i de lande. I Irak peger FN især på kvinder og piger, der er blevet presset til at prostituere sig, og børn, der bliver udnyttet til tvangsarbejde for at overleve. Dertil kommer, at Irak selv har taget imod en række flygtninge fra regionen, der i den nuværende situation er særligt udsatte. Ingen af Iraks nabolande ønsker at tage imod de palæstinensere, der også indenfor Irak er forfulgte. Tilsvarende er det urealistisk at tro, at f.eks. Syrien vil yde beskyttelse til syrere, der netop er flygtet derfra.

Grupperne udgør ikke en stor del af den samlede flygtningepopulation, men at sikre dem effektiv beskyttelse i nærområderne er et langsigtet projekt; det kræver i mange tilfælde, at hele landets retssikkerhed og menneskerettighedsstandarder forbedres. På kort sigt er genbosætning til vestlige lande – midlertidigt eller permanent – således den eneste tilbageværende løsning.

Økonomisk hjælp frem for solidaritet

For det andet kan genbosætningskvoter være en vigtig politisk løftestang for at sikre samarbejde med de nærområdelande, man ønsker at kapacitetsopbygge. Her viser erfaringerne fra EU’s såkaldte ”regionale beskyttelsesprogrammer”, at det har været svært at overtale lande som f.eks. Tanzania til at forbedre deres asylsystemer. Tværtimod har Tanzania gennemført en række stramninger i asyllovgivningen for at afskære flere flygtninge, siden man i EU-kredse første gang begyndte at tale om Tanzania som nærområdeland.

Den store frygt i forbindelse med Irak lige nu er, at lande som Jordan og Syrien vil lukke deres grænser eller begynde at deportere de flygtninge, der allerede er ankommet, tilbage til Irak. Ligesom Tanzania er disse lande uden tvivl bekymrede for at stå alene tilbage med flygtningebyrden. Tidligere har de europæiske lande kunnet gå foran med det gode eksempel, når man skulle forsøge at overtale nærområdelandene til at åbne deres grænser for flygtninge. I dag er midlet først og fremmest økonomisk hjælp. Men det er usikkert, hvor langt man når med penge alene, så længe disse lande, rettelig eller ej, primært opfatter disse initiativer som et forsøg på at skubbe et endnu større ansvar over på deres skuldre.

Her kan kvoteordninger vise sig at være et vigtigt instrument. FN peger selv på, at selv mindre genbosætningsordninger vil kunne aflaste Syrien og Jordan betydeligt samt skabe et politisk råderum for at sikre bedre forhold og mere velvilje overfor de mange tilbageværende flygtninge i de lande.

Kvoteflygtninge som nødvendigt internationalt ansvar

Et af de få historiske eksempler på, at en koordineret indsats i nærområderne rent faktisk virkede, var i forbindelse med de vietnamesiske bådflygtninge i slutningen af 1980’erne. Her var genbosætning til Australien, Canada, Europa og USA helt afgørende for, at de 17 lande i regionen (inklusive det kommunistiske styre i Vietnam) kunne samles om en plan for at sikre både den umiddelbare flygtningebeskyttelse, men også mere langsigtede løsninger for regional integration og repatriering.

Eksemplet er vigtigt. Hvis man vil sikre, at den nuværende nærområdeindsats er effektiv, peger de hidtidige erfaringer på, at det i valget mellem genbosætning og beskyttelse i nærområderne ikke er et ”enten-eller”, men formentligt et ”både-og”. Et begrænset antal kvoteflygtninge som led i en nærområdeindsats er ikke bare nødvendigt for at sikre effektiv beskyttelse på kort sigt, men kan også vise sige at være en langt ”billigere” løsning på lang sigt. Her og nu vurderer FN’s Flygtningehøjkommissariat, at der er nødvendigt at genbosætte ca. 8500 til Europa. Hvis Syrien og Jordan derimod lukker deres grænser, peger analyser på, at titusinder, måske hundredetusinder, af flygtninge vil være tvunget til at bevæge sig mod Europa.

Top