Anne Frank udstilling - Invitation til danske 8., 9. og 10. klasser Anne Frank Huset inviterer danske skoler til at huse udstillingen: ”Anne Frank – En historie for vor tid”. Udstillingen er en kombineret vandreudstilling og undervisningsrække udviklet af det hollandske Anne Frank Hus. Skoler der deltager i projektet, har som regel udstillingen i 1-2 måneder og kan i denne periode frit arrangere fremvisninger med mere. |
| Ansatte fra Anne Frank Museet uddanner på et to-dages seminar lokale elevguider, som derefter fungerer som udstillingsrundvisere på den enkelte skole. Udstillingen består af 56 paneler, der fortæller to parallelle historier. Dels om Anne Frank, teenageren der måtte leve som flygtning i sit eget land, dels om 2. Verdenskrigs forløb i Europa. Vandreudstillingen beskæftiger sig ikke kun med historiske begivenheder, men trækker også tråde op til i dag. I det audiovisuelle spil "Free2choose" diskuterer deltagerne bl.a., hvad der sker, når rettigheder og friheder kommer i konflikt med hinanden. Er det fx i orden at krænke individets rettigheder i kampen mod terror? Og er det en begrænsning af religionsfriheden, når en regering vælger at forbyde beklædning, der signalerer religiøst tilhørsforhold? Dilemmaerne belyses ved hjælp af en række interaktive film, der udfordrer eleverne til at tænke over grænserne for lovsikrede rettigheder.
|

