Nyhedsbrev fra Afdeling for Holocaust- og Folkedrabsstudier Nyhedsbrev nr. 4, august 2006Sommeren er ved at være forbi, og et nyt skoleår er startet. For Afdeling for Holocaust- og folkedrabsstudier betyder det, at planlægningen af Auschwitz-dag 2007 er i fulde omdrejninger. Vi har bl.a. nu åbnet for tilmelding til temadagene. Det kan du læse mere om i nyhedsbrevet, som denne gang også omhandler et filmarrangement samt nyt undervisningsmateriale. Invitation til temadage om folkedrab 2007 Den 27. januar 2007 er det femte gang, Danmark markerer Auschwitz-dag, som er den officielle danske mindedag for Holocaust og andre folkedrab. I forbindelse med Auschwitz-dagen arrangerer Afdeling for Holocaust- og Folkedrabsstudier en række tværfaglige temadage, som henvender sig til lærere og elever fra landets ungdomsuddannelser. I 2007 vil temaet for disse undervisningsdage være Før folkedrab – hvordan kan det ske?. Temaet har relevans for en række fag: Fra religion, filosofi og billedkunst til psykologi, tysk og mediefag – samt traditionelle deltagere som dansk, historie og samfundsfag. På temadagene vil eleverne deltage i to workshops efter eget valg, hvor de med udgangspunkt i forskellige folkedrab vil diskutere: Hvordan kan folkedrab ske? Hvad kan man gøre for at forhindre det, og kan folkedrab ske hvor som helst – også i Danmark? Læs mere om temadagene, workshoppene og tilmelding på www.folkedrab.dk/a-dag/temadage_2007 Læs mere om temaet for Auschwitz-dag 2007 på www.folkedrab.dk/a-dag/2007/ Læs mere om Auschwitz-dag på www.folkedrab.dk/a-dag/Hvad_er_auschwitz-dag/ og www.27-1.dk Særarrangement: "Fra propaganda til folkedrab" Afdeling for Holocaust- og Folkedrabsstudier arrangerer i samarbejde med Det Danske Filminstitut, FILM-X bio to filmarrangementer med titlen "Fra propaganda til folkedrab". Vi viser to dokumentarfilm, som på hver deres måde handler om Holocaust: Jøden og arieren ser på nazisternes brug af filmen som propagandaværktøj og analyserer propagandaen og dens sprog. Nat og tåge er filmen om koncentrationslejrene, som alle andre film om emnet har måttet forholde sig til – en rystende, men også poetisk skildring af ubeskrivelig menneskelig ondskab. Afdeling for Holocaust- og Folkedrabsstudier vil i samarbejde med FILM-X bio stå for oplæg til filmene og efterfølgende diskussion. Arrangementerne afholdes d. 6/9 2006 og d. 26/9 2006. Bemærk at de to arrangementer er ens. For yderligere information og billetter kontakt Det Danske Filminstitut: www.dfi.dk Se FILM-X bios efterårsprogram (PDF) Nyt materiale på www.folkedrab.dk Afdeling for Holocaust- og Folkedrabsstudiers undervisningswebside www.folkedrab.dk er blevet opdateret med nyt materiale om Stalinismens forbrydelser, folkedrabet i Bosnien og folkedrabet i Rwanda. Der er tale om et utroligt omfattende og dybdegående materiale, der behandler mange facetter af de tre folkedrab. Meget af materialet er ledsaget af kilder, der med stor fordel kan anvendes i undervisningen. Materialet er udarbejdet som formidlingsspecialer på henholdsvis Institut for Historie, Københavns Universitet af Tilde Wonsild (Rwanda) og Kathrine Selch Kjølby og Charlotte Kjærsgaard Nielsen (Stalinismens forbrydelser) samt som et formidlingsspeciale ved Institut for Historie og Områdestudier, Århus Universitet af Camilla K. Pedersen og Casper B. Rask. Se materialet på www.folkedrab.dk under menupunktet "syv folkedrab" Nyt tema om folkedrab hos DR DR Nyheder har lanceret et tema om folkedrab på deres webside. Temaet indeholder materiale om syv forskellige folkedrab og den igangværende krise i Darfur. Udover "case-teksterne" indeholder temaet artikler om FN, definition på folkedrab, højaktuelt materiale om retssagen mod Saddam Hussein med mere. Materialet suppleres af værdifulde lyd- og billedfiler. Se DR's folkedrabstema |

