Pressemedelelse Danmark under den kolde krig Siden DIIS’s koldkrigsudredning udkom i sommeren 2005, har der bredt sig en del misforståelser om udredningens syn på den militære trussel fra Øst mod Danmark, herunder at den skulle være præget af revisionistiske grundholdninger. Dette er ikke tilfældet. Det er i den forbindelse på sin plads at slå fast, at udredningen i spørgsmålet om den militære trussel fra Øst følger hovedlinjerne i dansk og international forskning. Der er endvidere grund til at minde om, at udredningens syn på den østlige militære trussel ikke afviger afgørende fra de vurderinger, som Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) udarbejdede gennem årene. Udredningen behandler FE’s trusselsanalyser som professionelt efterretningsarbejde og karakteriserer dem som præget af ganske stor nøgternhed. Over mange hundrede sider bekræfter udredningen det traditionelle billede af Warszawapagtens offensive militære planlægning og militære opbygning vendt mod Vesten ved at referere FE’s analyser og sammenholde dem med vestlige og østlige kilder. Dette billede understøttes af udredningens omfattende gennemgang af østmagternes militære og øvrige efterretningsindhentning i Danmark og de øvrige NATO-lande. På intentionssiden refererer udredningen FE’s generelle opfattelse af, at en krig mellem Øst og Vest ikke var særlig sandsynlig, hvis NATO kunne holde sammen. Op igennem 1980’erne var de vigtigste variable for FE i forståelsen af supermagternes politik over for hinanden pariteten på kernevåbenområdet og begge supermagters ønske om at undgå en direkte militær konfrontation. Selv om der 1980/81 måtte konstateres en række usikkerhedsmomenter i den internationale situation, vurderede FE, „at risikoen for en storkonflikt [forekommer] i dag væsentligt mindre end i de første årtier efter anden verdenskrig“. FE’s opfattelse var som tidligere, at mulige konflikter mellem Øst og Vest formentlig ville udspille sig uden for Europa og Nordamerika. I den nærmere begrundelse hed det, at et „tilsigtet“ angreb fra Warszawapagten mod hele NATO-området vurderedes at indebære „sådanne uoverskuelige risici, at en sådan aggression ikke i dag kan siges at forekomme som en nærliggende risiko“. DIIS har sammenholdt FE’s her fremlagte opfattelse med det gennemgåede østlige kildemateriale uden at kunne påvise intentioner, der gik videre end FE’s vurderinger. I det generelle syn på Warszawapagtens intentioner når DIIS altså ikke til andre konklusioner end FE. Det skal understreges, at intentionsanalyserne på grund af deres store usikkerhed og ringe konsekvenser for Vestens egen planlægning fyldte uendelig lidt i FE’s analyser, og det samme gør sig – vi havde nær sagt selvfølgelig – gældende i DIIS’s fremstilling. Langt vigtigere end intentionsanalysen var naturligvis analysen af de militære kapabiliteter og doktriner. Det er dette stof, som var det centrale i de militære efterretningstjenesters arbejde, og det er det, som var det naturlige udgangspunkt for de vestlige militære forholdsregler og modforanstaltninger. Som det er fremgået, ligger udredningens syn på den militære trussel fra Øst ikke fjernt fra de opfattelser, som gennem årene prægede analyserne fra Forsvarets efterretningstjeneste, og det beror på en misforståelse, når det undertiden hævdes, at udredningen har kastet vrag på den militære ekspertise. Erik Beukel, seniorforsker, dr.scient.pol. Svend Aage Christensen, seniorforsker Frede P. Jensen, seniorforsker, dr.phil. |
Top