Dilemmapapirer

Uffe Østergaard
Tyrkiet i EU? EU's identitet, værdier og grænser

EU har en klar interesse i stabile demokratiske nabolande, men tøver med nye udvidelsesprojekter efter den store udvidelse mod øst. Tyrkisk EU-medlemskab er følsomt for EU’s befolkninger, og EU svarer henholdende, når landene på det vestlige Balkan og EU’s nye naboer mod øst presser på.

De påbegyndte optagelsesforhandlinger med Tyrkiet sætter fokus på Europas identitet. Kan EU rumme et stort muslimsk land, eller er EU en kristen klub? Kan Europa defineres ud fra andet end de politisk, økonomisk og administrative parametre, der er opregnet i Københavnskriterierne? Hvor går EU’s grænser? Kan EU/Europa defineres geografisk – ved Bosporus eller Ural? Eller er EU et projekt, som alle lande i princippet kan tilslutte sig, hvis de kan og vil leve op til Københavnskriterierne? Valget står mellem at definere EU enten som et projekt, et sted, en bestemt kulturarv eller en åben og mangetydig forståelse af Europa med sine stridende og konkurrerende erfaringer – et fredsprojekt.

Anne Mette Vestergaard og Laura Lund Olsen
Fremtiden for EU’s forfatning - mulige scenarier

Op til folkeafstemningen i maj var der i Frankrig en udbredt forventning om, at et fransk nej ville føre til en forløsende krise i EU samarbejdet. Genforhandling skulle føre til en ny og bedre traktat. I dag er forventningen kun delvis gået i opfyldelse. EU er i krise. Men forløsningen er udeblevet. Genforhandling er ikke på tale, og der lå ingen plan B klar i skufferne rundt om i EU's hovedstæder. Mantraet er, at der nu skal tages fat på det, borgerne virkelig bekymrer sig om – og det er ikke procedurereglerne for EU’s institutioner. Der skal diskuteres politik og udvidelser i stedet for jura.

Ses der historisk på EU, har samarbejdet imidlertid netop udviklet sig i et spændingsfelt mellem udvidelser, politikker og institutioner. Hvem skal deltage? Hvad skal der samarbejdes om? Og hvilke spilleregler skal finde anvendelse? Mange af forfatningstraktatens bestemmelser var et forsøg på at svare på borgernes forventninger til EU, nemlig fred, velstand og demokrati. Når EU’s nuværende krise skal løses, kan det vise sig vanskeligt at adskille politik og jura.

Spørgsmålet om institutionerne vil således vende tilbage til EU’s dagsorden før eller siden. Det store dilemma vil snart vise sig: Skal forfatningstraktaten genoplives helt eller delvist? Eller skal EU forsøge at klare sig på basis af de nuværende regler i Nice-traktaten?

Catharina Sørensen
Elsker, elsker ikke? Euroskepsis i forandring

Euroskepsis er et af EU-debattens modeord. Det bliver uden videre præcisering brugt af såvel journalister som politikere og akademikere om en bred vifte af holdninger. Faktisk bliver ordet benyttet i en sådan udstrækning, at det risikerer helt at miste sin analytiske værdi. Analysen her vil kritisk evaluere begrebet euroskepsis og se på dets udvikling og manifestationer. Hvilke typer af skepsis gør sig gældende? Hvorfor stemte de nej i Frankrig og Holland? Er det ligheder eller forskelle, der især springer i øjnene, når f.eks. traditionelt euroskeptiske Danmark sammenlignes med kernelandet Frankrig? Giver det overhovedet mening at tale om en stigning i euroskeptiske holdninger?

Gorm Rye Olsen
EU og de globale udfordringer

Den tiltagende globalisering stiller EU over for en række centrale udfordringer. Der er de ’gammelkendte’. Og der er de nye udfordringer, som mange opfatter som direkte trusler. Den globale ulighed og ikke mindst massefattigdommen i udviklingslandene hører til de velkendte udfordringer. De senere år har EU udviklet sin fælles udenrigs- og sikkerheds politik. I kølvandet på krisen om Irak-krigen i 2003 er der desuden kommet gang i udviklingen af en fælles forsvarspolitik. De mest konkrete initiativer er interessant nok rettet mod den fattige verden. Men kan EU landene blive enige om, hvad der er den rette kombination er politiske initiativer? Kan de globale trusler være med til at give EU det skub, der kan fremme integrationsprocessen?

Anja Dalgaard-Nielsen og Jørgen Staun
Fælles front eller papirtiger?
- EU's kamp mod den nye terrorisme

Bekæmpelse af den transnationale Al-Qaida inspirerede terrorisme har stået højt på EU’s dagsorden siden angrebene på USA i 2001. EU-samarbejde er påkrævet, ikke blot fordi den nye form for terrorisme opererer på tværs af grænser og derfor kræver et svar, der er afstemt internationalt, men også fordi den europæiske integrationsproces i sig selv har skabt en række nye sårbarheder. Fri bevægelighed indenfor det indre marked modsvares nemlig ikke af et fælles retshåndhævelsessystem eller af fælles standarder for infrastruktur- og civilbeskyttelse. Til trods for den megen politiske opmærksomhed og en lang række initiativer, der på papiret ser imponerende ud, spiller EU i realiteten fortsat en begrænset rolle. En række faktorer lægger begrænsninger på EU’s indsats: Politisk uenighed om EU’s rolle, medlemsstaterne ønsker ikke at afgive de fleste af terrorbekæmpelsens kernekompetencer, tilliden er begrænset mellem nationale politi- og efterretningsmyndigheder, ligesom EU’s beslutningsprocesser og institutioner er komplicerede og koordinationen af de forskellige tiltag svag. Meget kunne gøres for at effektivisere samarbejdet, men samtidig skal borgernes fundamentale rettigheder respekteres.

Simon Turner
Kontrol eller samarbejde? EU og indvandringen

Mens de indre grænser i EU opløses, er man i EU landene i stigende grad blevet opmærksom på samarbejde om den ydre grænsekontrol. Billedet af et ’Fort Europa’, der ved hjælp af elektriske hegn og avanceret overvågningsudstyr forsøger at holde immigranter fra tredjelande ude er velkendt. Mindre velkendt er det, at EU landene også søger andre midler til at kontrollere migrationsstrømme. Siden topmødet i Tampere i 1999 har man søgt at løse migrationens bagvedliggende årsager i fattigdom og krig i afsenderlandene. Man forsøger at sammentænke indenrigs- og justitspolitikken med udenrigs- og udviklingspolitikken.

Dette har dog ikke været uden problemer, bl.a. fordi de enkelte medlemslande har meget forskellige migrationshistorier og derfor meget forskellige tilgange til migrationskontrol. Også den politiske tone omkring indvandring har i mange medlemsstater virket begrænsende på flere tiltag til et nyt mere fleksibelt migrationsregime. Der er dog tegn på opblødning, og i mange medlemslande ses nu initiativer, der ikke blot søger at bekæmpe indvandring ved hjælp af udviklingsstøtte i afsenderregioner men også søger at støtte udvikling gennem kontrolleret immigration.

Caroline Grøn, Anna de Klauman og Anne Mette Vestergaard
Kronisk syg? EU, borgerne og demokratiet

Siden det danske nej og det snævre fransk ja til Maastricht traktaten har det stået klart, at EU opfattes som et elitært projekt af ’almindelige mennesker’. Med det dobbelte nej til forfatningstraktaten kan ingen længere være i tvivl om, at EU har et legitimitetsproblem i forhold til borgerne. For indeværende synes problemet uoverstigeligt. Nationale debatter og Plan D – Kommissionens plan for øget demokrati, debat og dialog med borgerne – skal bringe EU ud af blindgyden. Men indtil videre har EU’s borgere ikke kastet sig ud i en storstilet debat om deres fælles fremtid, og det kan vise sig vanskeligt at satse på tænkepausen som kompensation for EU’s manglende beslutningsevne.

En række af de klassiske demokratiske problemstillinger trænger sig på i den nuværende krise. Kan demokrati overhovedet lade sig gøre på europæisk niveau, eller er det snævert bundet til nationalstaterne? Lider EU af et demokratisk underskud eller overskud? Er forfatningstraktatens forsøg på at styrke de demokratiske elementer i EU-samarbejdet nu tabt på gulvet? Skal der flere eller færre folkeafstemninger til i fremtiden? Eller skal der i stedet tænkes helt nyt og skabes deltagelsesdemokrati i europæisk målestok.

Top