udredning om den kolde krig

Print

Arbejdet med udredningen om Danmark under den kolde krig


 
DIIS fremlægger hermed efter flere års arbejde en omfattende udredning om Danmarks sikkerhedspolitiske situation under den kolde krig. Under arbejdet har der stået et stort nyt kildemateriale til rådighed både her og i udlandet. En nærmere redegørelse for kildegrundlaget findes i kapitel 2. Et udvalg af kilder er udgivet på dette website. Udredningen er udarbejdet på baggrund af regeringen Nyrup Rasmussens kommissorium af 26. juni 2000 til Dansk Udenrigspolitisk Institut (DUPI) og regeringen Fogh Rasmussens udvidelse af dette kommissorium pr. 23. august 2002. DUPI’s aktiviteter blev pr. 1. januar 2003 videreført af det nyetablerede Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Det udvidede kommissorium er aftrykt i slutningen af kapitel 1.
 
På sit møde den 27. juni 2000 besluttede DUPI’s bestyrelse at påtage sig opgaven. Bestyrelsen var på dette tidspunkt sammensat således: Professor, Jur.Dr.h.c. Ole Due † (formand); Professor Nikolaj Petersen (næstformand); konsulent Karsten Ankjær; seniorforsker, dr.phil. Frede P. Jensen (medarbejderrepræsentant), afdelingschef Mette Kjuel Nielsen; lektor Marianne Rostgaard; politisk direktør, ambassadør Theis Truelsen; professor, dr.oecon. Claus Vastrup og professor Ole Wæver. Tilrettelæggelsen af det forestående arbejde skete igennem efteråret 2000, parallelt med at DUPI i henhold til kontrakt med Udenrigsministeriet var inddraget i arbejdet med at udforme en ny samlet dansk strategi for forebyggelse og bilæggelse af voldelige konflikter. Med særligt henblik på udredningen om den kolde krig blev der i første omgang ansat to forskningsassistenter og to studentermedhjælpere til at bistå den faste stab. DUPI’s bestyrelse foretog i juni 2001 en studierejse til Berlin, hvor der med henblik på udredningsarbejdet blev aflagt besøg ved Militärgeschichtliches Forschungsamt i Potsdam.
 
Udredningen er udarbejdet af chefudreder Svend Aage Christensen, seniorforsker, dr.phil. Frede P. Jensen, seniorforsker, dr.scient.pol. Erik Beukel (fra august 2002), projektforsker, ph.d. Rasmus Mariager (fra april 2003), projektforsker, ph.d. Trine Engholm Michelsen (indtil 31. december 2004), forskningsassistent, cand.phil. Peer Henrik Hansen (indtil 31. december 2004), forskningsassistent, cand.mag. Jonathan Søborg Agger (deltidsansættelse), projektforsker, ph.d. Thomas Wegener Friis (1. september 2003-1. maj 2005), forskningsassistent, cand.scient.pol. Jakob Møller (1. januar-31. december 2001), forskningsassistent, cand.mag. Rikke Kjærulff-Jørgensen (deltidsansættelse fra 1. oktober 2001), lektor, cand.mag. Erik Bach Nielsen og lektor, cand.scient.pol. Hans Branner, de to sidstnævnte på deltidsansættelse 1. august 2003-1. april 2005.
 
De har under arbejdet været bistået af cand.mag. Henry Andreasen, som har været behjælpelig med de polske arkiver, især IPN og AAN, og gjort mange fine fund der, Tatiana Moullec-Zazerskaya, der har assisteret ved arkivundersøgelser i Rusland, historikeren Christopher Cook, Ottawa, der har besørget canadiske kilder til udredningen, historikeren Nils Abraham, der fra 1. februar til 1. maj 2004 arbejdede i Stiftung Archiv der Parteien und Massenorganisationen (SAPMO) i Berlin, ph.d. stipendiat Lone Sarauw, som har besøgt tjekkiske arkiver for udredningen, samt studentermedhjælperne Jens Ringsmose, Margit Bech Larsen, Iben Bjørnsson, Rune Brandt Larsen, Cæcilie Brøndgaard Jensen, Carsten Frimand, Yildiz Akdogan og Camilla Thejlman Bruun. Cand.mag. Martin Lund har i en periode været praktikant ved projektet.
 
Under udredningsarbejdet har instituttet nydt godt af en samarbejdsaftale med det internationale forskningsnetværk Parallel History Project on NATO and the Warsaw Pact (PHP), hvis koordinator professor Vojtech Mastny, Washington, D.C., vi skylder megen tak for hjælp og inspiration under arbejdet. Det samme gælder Dr. Bernd Schäfer, Det Tyske Historiske Institut, Washington, D.C., og Dr. Sven Holtsmark, Institutt for Forsvarsstudier i Oslo, som bl.a. har stillet et antal sovjetiske kilder til rådighed for projektet. Gennem PHP’s netværk har projektet på et tidligt tidspunkt haft adgang til især østeuropæiske og østtyske kilder og ekspertise vedrørende arkivspørgsmål, samt adgang til og i visse tilfælde indflydelse på formuleringen af spørgsmål ved PHP’s interviews med polske, østtyske og tjekkoslovakiske generaler og admiraler.
 
DUPI’s daværende og DIIS’ nuværende bestyrelser ønsker at udtrykke deres taknemmelighed til de eksperter, der ved arbejdets indledning eller senere stillede sig til rådighed for samtaler om opgaven: professor Hans Hertel, professor, dr.phil. Bent Jensen, professor Nikolaj Petersen, Jean Monnet professor Thorsten Borring-Olesen, lektor Carsten Due-Nielsen, professor, dr.phil. Poul Villaume, kontorchef, dr.phil. Bo Lidegaard og professor, fil.dr. Carl-Axel Gemzell. Vi skylder Poul Villaume en særlig tak for at have stillet kilder og arkivoversigter til rådighed for projektet. En tak rettes ligeledes til bibliotekar, cand.mag. Hanne Rasmussen, Folketingets Bibliotek, som venligt har udarbejdet en oversigt over Folketingets udvekslinger af delegationer med Warszawapagtlandene (bilag 3). Professor, dr.jur. Peter Blume takkes for udarbejdelse af et responsum vedrørende offentliggørelse af personoplysninger (se bilag 4) og politimester Jørn Bro for rådgivning af responsumkarakter i efterretningsspørgsmål. Der har naturligvis været draget omsorg for, at der i forbindelse med Jørn Bros rådgivning ikke har foreligget habilitetsproblemer. PET-Kommissionen takkes for godt samarbejde. I forståelse med PET-Kommissionen har der på et enkelt område været en vis arbejdsdeling, således at DIIS har påtaget sig den overordnede dækning af MfS’s (Stasis) arbejde i Danmark, mens PET-Kommissionen i højere grad end DIIS dækker sager vedrørende enkeltpersoner, idet DIIS har set det som sin primære opgave at behandle de store linjer i den østlige efterretningsindsats mod Danmark.
 
Der rettes en varm tak til de politikere, embedsmænd, officerer, journalister og organisationsfolk, som velvilligt har givet interviews til udredningen. En liste over de interviewede findes som bilag 1. Disse interviews er optaget på bånd og vil blive gjort offentligt tilgængelige, formentlig i Rigsarkivet. En tak rettes ligeledes til en række myndigheder, institutioner og organisationer, danske som udenlandske, herunder især dem, der har åbnet deres arkiver for undersøgelsen og gjort et stort arbejde for at hjælpe DIIS med opgaven.
 
Arbejdet har løbende været fulgt af de respektive bestyrelser. Udredningen afgives på bestyrelsens ansvar. DIIS’s bestyrelse er sammensat således: Professor, dr.scient.pol. Georg Sørensen, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet (bestyrelsesformand), konsulent Michael Borg-Hansen, Statsministeriet, afdelingschef Kristian Fischer, Forsvarsministeriet, styrelsesformand, professor, dr.phil. Holger Bernt Hansen, Center for Afrikastudier (næstformand), professor, dr.phil. Poul Holm, Institut for Historie, Kultur og Samfundsbeskrivelse, Syddansk Universitet, Esbjerg, professor, ph.d. Henrik Secher Marcussen, Institut for Geografi og Internationale Udviklingsstudier, Roskilde Universitetscenter, professor, dr.scient.pol. Ole Nørgaard, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, seniorforsker, ph.d. Helle Munk Ravnborg, DIIS (medarbejderrepræsentant), lektor, ph.d. Marianne Rostgaard, Institut for Historie og Internationale Studier, Aalborg Universitet, udenrigsråd, ambassadør Carsten Staur, Udenrigsministeriet og lektor, ph.d. Marlene Wind, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.

Top

Opdateret: 25/04/06