Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) har hermed fornøjelsen at invitere til et seminar om:
Det danske EU-formandskab: Et mere ambitiøst EU-budget frem mod 2020?
Fredag d. 11. maj 2012, 14.00-16.00 Dansk Institut for Internationale Studier Auditoriet Strandgade 71, stuen, 1401 København K
Baggrund Under det danske EU-formandskab står EU over for vanskelige forhandlinger om den næste budgetramme for 2014-2020. Forhandlinger om EU-budgettet har altid været kontroversielle, og med den nuværende eurokrise og implementeringen af hårde nationale spareplaner ser budgetkampene ud til igen at blive hårde. Udfordringerne er mange – herunder hvor stort det kommende EU-budget skal være, og hvor pengene skal findes. Skal EU fx indføre en skat på finansielle transaktioner? Og skal rabatordninger afskaffes? Dertil kommer drøftelser om specifikke politiske prioriteteringer, og hvor meget der skal bruges på de enkelte politikområder. Skal de største budgetposter, landbrug og strukturfonde, bibeholde samme niveau − og hvor efterlader det de resterende områder som klima og grøn vækst, forskning og innovation, udviklingsbistand og eksterne relationer? Seminaret stiller skarpt på de kommende forhandlinger. Hvilke interesser er på spil, når fremtidens europæiske budget skal bestemmes? Vil EU være i stand til at støtte de ambitiøse målsætninger i EU’s økonomiske 2020-strategi, eller ender budgetforhandlingerne i et kompromis med laveste fællesnævner? Hvad er Danmarks rolle og indflydelsesmuligheder som formandskabsland? Og hvordan ser forhandlingsklimaet ud, efter Lissabontraktaten er trådt i kraft, og Europa-Parlamentet har fået større medindflydelse? Seminaret er en del af en række seminarer, som sætter fokus på de vigtigste emner på det danske EU-formandskabs dagsorden. Formålet med seminarerne er at kombinere viden fra både forskere og praktikere for på denne måde at levere et grundigt og opdateret perspektiv på de forskellige politikområder. Seminarerne er støttet af Europa-Nævnet. Program 14.00-14.10 Introduktion Mette Buskjær Christensen, videnskabelig assistent, DIIS 14.10-14.35 Penge og magt − budgetforhandlingsspillet i EU Sara Hagemann, lektor, London School of Economics Power Point (670KB) 14.35-14.55 Det danske EU-formandskab − mulighed for indflydelse? Peder Lundquist, afdelingschef, Finansministeriet Power Point (218KB) 14.55-15.10 Kaffepause 15.10-15.30 Europa-Parlamentets rolle i budgetforhandlinger − tendenser og muligheder Anne E. Jensen, medlem af Europa-Parlamentet, Venstre Power Point (908KB) 15.30-16.00 Åben diskussion Ordstyrer: Mette Buskjær Christensen, videnskabelig assistent, DIIS Praktisk information Seminaret vil foregå på dansk. Deltagelse er gratis, men tilmelding er påkrævet. Benyt venligst nedenstående tilmeldingsformular senest torsdag d. 10. maj 2012 kl. 12.00.
|