Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, og Dansk PEN har i samarbejde med den danske Helsinki Komité, Dansk Journalistforbund og Amnesty International fornøjelsen af at invitere til et seminar med Grigoriy Pasko, russisk journalist og tidligere flådeofficer, som vil tale om Ytringsfrihed i Rusland: Kritik uønsket! Tirsdag, 19. april 2005, 17.00-19.30 Dansk Institut for Internationale Studier Auditoriet, stueetagen Strandgade 71, 1401 København K Grigoriy Pasko, russisk journalist og tidligere flådeofficer i den russiske Stillehavsflåde, har siddet tre år i fængsel for at have filmet den russiske flådes dumpning af atomaffald i Stillehavet ud for Japans kyst. Han blev løsladt for godt to år siden, og arbejder i dag som redaktør og journalist for den russiske afdeling af miljøorganisationen Bellona. I 1993 afslørede Grigorij Pasko, at den russiske flåde dumpede radioaktivt affald i havet ud for Japans kyst. Afsløringerne blev bragt på japansk tv og på en russisk tv-station i det østlige Rusland. Ifølge Pasko havde den russiske flådes løsagtige omgang med olie- og atomaffald forårsaget omfattende miljøødelæggelser. Han beskrev dumpningen som ”en konsekvens af manglende økonomiske ressourcer og omfattende korruption i Stillehavsflåden”. I november 1997 blev Pasko arresteret i Vladivostok af agenter fra den russiske sikkerhedstjeneste FSB, der krævede ham dødsdømt for spionage. På grund af manglende beviser og massivt internationalt pres blev anklagen ændret til embedsmisbrug. Den lukkede retssag startede i januar 1999, og FSB klassificerede med det samme Paskos sag som en statshemmelighed, hvilket vanskeliggjorde hans forsvareres mulighed for at give Pasko et rimeligt forsvar. Mødet er støttet økonomisk af Kunststyrelsens Ytringsfrihedspulje. Praktisk information Seminaret afholdes på russisk, med tolkning til dansk. Seminaret er nu lukket for yderligere tilmeldinger. |

