Kritisk forskning bør inspirere regeringens plan mod menneskehandel

Mens regeringen arbejder på en ny treårig handlingsplan mod menneskehandel, har en række anti-trafficking-organisationer fremført kritik af den nuværende indsats og har samtidig bidraget med forslag til den kommende handlingsplan. Et af organisationernes forslag er, at Danmark bør tilbyde ophold til ofre for trafficking, når de vidner mod bagmændene. Forskning viser dog, at der opstår en række implikationer, når en stat kræver noget til gengæld for at beskytte sårbare migranter. Derfor er det vigtigt, at forskningen bliver inddraget i arbejdet med handlingsplanen.

Trafficking findes i mange forskellige sektorer fra sexindustrien til landbruget, og forskning peger på, at den i store træk opstår i en kombination af tre aspekter:

• Global efterspørgsel på, og udnyttelse af, billig og fleksibel arbejdskraft for maksimal konkurrenceevne og profit
• Staters restriktive grænsekontrol
• Migranters ønske om, og behov for, at forbedre deres liv – blandt andet defineret i Sealing Chengs forskning

Det eksakte punkt, hvor acceptable former for migration ender og i stedet defineres som trafficking, varierer afhængig af politiske og moralske værdier. Det skel har eksisterende jura svært ved at indfange. På trods af det er identifikationen og tildelingen af en officiel ”offerstatus” for migranter involveret i trafficking absolut nødvendig med den nuværende lovgivning for at opnå visse former for rettigheder og beskyttelse. Men udfordringen ved at fastholde en skarp grænse mellem offer og ikke-offer er, at de migranter, der ikke identificeres som ofre, ikke findes værdige til medfølelse og beskyttelse, men bliver ignoreret, kriminaliseret og deporteret som udokumenterede migranter.

At operere med en skarp grænse mellem ”det tvungne ufrivillige offer” og ”den frivillige udokumenterede økonomiske migrant”, og den deraf følgende beskyttelse eller straf, foregår således ofte i en vanskelig gråzone. I særdeleshed fordi, at langt de fleste identificerede ofre for trafficking også er såkaldt økonomiske og/eller udokumenterede migranter.

Med udgangspunkt i denne eksisterende viden er det væsentligt at spørge regeringen, hvilke aspekter den kunne overveje at inddrage i den nye handlingsplan? Først til spørgsmålet om stater, der kræver noget til gengæld for at beskytte sårbare migranter.

Ophold for vidneudsagn
Spørgsmålet om (midlertidigt) ophold i bytte for vidneudsagn i traffickingsager balancerer hårfint mellem migranters behov for beskyttelse og behovet for at efterforske, retsforfølge og straffe trafficking. Ophold til gengæld for vidneudsagn kan potentielt føre til bedre efterforskning og retsforfølgelse, om end ingen forskning bekræfter det. Derimod kan det være yderst problematisk, når stater stiller betingelser og forhandler om beskyttelsen af udnyttede og sårbare grupper. I betragtning af den ofte meget komplekse situation, udnyttede migranter typisk er i, hvor få tilfælde er de samme, bliver vidneudsagn i bytte for ophold problematisk.

En af de væsentligste udfordringer er ifølge den norske forsker Anette Brunovskis, at ophold for vidneudsagn favoriserer en meget specifik form for offer, der har været udsat for en bestemt type trafficking - det stereotype billede er kvinden, der uvidende handles og bortføres fra sit hjemland til et indespærret liv på et bordel – det vil sige entydige trafficking cases, som der i praksis findes uendeligt få af. Et eksempel på kompleksiteten er de mange tilfælde, hvor der er tætte forbindelser mellem migranten og personen, der udnytter vedkommende, eller hvor der er indbyrdes afhængighed mellem parterne, som i nogle tilfælde kan tilhøre samme familie eller sociale netværk. Ophold for vidneudsagn imødekommer derfor ikke det komplekse område, der udgør trafficking. Migranten bliver blot et middel for staten til at opnå opklaring af en forbrydelse, og ophold for vidneudsagn ender med at tage udgangspunkt i statens behov og ikke migrantens behov for beskyttelse.

En måde, man kunne få flere vidneudsagn i traffickingsager på, kunne være at arbejde med politi og myndigheder som en ressource for migranterne og ikke som en potentiel trussel. Under den nuværende politik frygter migranter - med god grund - for undersøgelse af deres opholdsgrundlag og eventuel deportering, hvis de anmelder bagmænd eller krænkelser som vold og voldtægt. Et tillidsforhold til myndighederne er afgørende, hvis man skal vidne eller fortælle sin traffickinghistorie.

Potentiel udnyttelse
Da det oftest er umuligt at sondre klart mellem frivillig og tvungen migration, kunne myndighederne indrette indsatsen, så den bliver mere relevant og nyttig for potentielt udnyttede migranter - og ikke som nu, hvor den i store træk alene er relevant for personer med den ”korrekte” udnyttelseshistorie, der er officielt identificeret som ofre for trafficking. Dermed ville man undgå at skabe et A og B-hold, og med tiden ville udnyttede migranter få tillid nok til at fortælle om deres situation.

Rettighedstilgang
Fordi trafficking i så høj grad involverer udlændingeret og en lang række individuelle juridiske aspekter og krænkelser, kunne regeringen i sin handlingsplan med fordel fokusere mere på en rettighedstilgang i arbejdet med udnyttede migranter. Det vil sige lettere adgang til uvildig retshjælp og flere ansatte jurister snarere end det eksisterende socialt-faglige fokus.

Involvering
Forskning peger på en generel tendens til, at migranter involveret i trafficking sjældent inddrages i lovgivning, der vedrører deres liv. Det er tankevækkende, eftersom brugerinddragelse er i fokus inden for en lang række andre sociale områder. Brugerinddragelse i udarbejdelse af handlingsplaner giver typisk mere realistiske løsninger.

Mandlige migranter
Handlingsplanen bør indtænke mandlige migranter mere fyldestgørende end i dag, hvor fokus er på kvindelige migranter. Trafficking handler om udnyttelse af arbejdskraft generelt og er ikke kun relevant for kvinder i sexindustrien. Mandlige migranters arbejdskraft udnyttes også – eksempelvis til at sælge narkotika eller inden for helt andre arbejdsområder som landbrug og rengøring.

Bedre evaluering af hjemsendelser
Peace Research Institute Oslo (PRIO) anbefaler i et netop udkommet policy brief en langt bedre evaluering af forberedte hjemsendelser af migranter, herunder de, der har været involveret i trafficking. Derfor bør den nye handlingsplan afstå fra den hidtidige praksis med at pålægge anti-trafficking-organisationer at skulle fortælle positive historier om forberedt hjemsendelse, før man ved mere om konsekvenserne på længere sigt.

Opholdstilladelse
Danmark kunne med fordel tage international kritik fra eksempelvis FN, EU og Amnesty International til efterretning og give mulighed for opholdstilladelse til identificerede ofre for trafficking i en truet situation i større omfang end efter asylreglerne.

Stramning af migrationskontrollen
Der er intet, der tyder på, at skærpet grænsekontrol forhindrer trafficking. Snarere sætter restriktiv migrationskontrol flere migranter i sårbare situationer, der udnyttes af en kriminel migrationsindustri. Eksisterende lovgivning giver allerede mulighed for retslige tiltag mod trafficking, og derfor er det ikke nødvendigt at intensivere migrationskontrollen.

Det ser desværre ud til, at udnyttelse af migranters arbejdskraft er stigende inden for både uformelle og formelle arbejdssektorer på det globaliserede arbejdsmarked. Det gør det kun endnu vigtigere at inddrage eksisterende forskning for at finde effektive løsninger.