Artikel

Historisk valg i Myanmar

En milepæl på vej mod mere demokrati, trods etnisk konflikt og militærets forsatte magt

Oppositionen med demokratiforkæmperen Aung San Suu Kyi i spidsen står stærkt forud for valget i Myanmar d. 8. november, der markerer et vigtigt skridt på vejen væk fra mange år med militærdiktatur. Overalt modtages Suu Kyi som et nationalt ikon, af store jublende mængder, mens det militærstøttede regeringsparti, USDP, anklages for køb af stemmer og manipulation med valglister.

Et regeringsskifte vil øge mulighederne for at mindske militærets politiske magt, som stadig er en hæmsko for, at Myanmar kan opnå et reelt demokrati, skriver Helene Maria Kyed i Jyllands-Posten. De etniske mindretal, der har været i væbnet konflikt med militæret i seks årtier håber også, at valget vil bane vejen for et føderalt system med mere etnisk selvbestemmelse.

Trods oppositionens popularitet i befolkningen, så er fremtiden stadig usikkert. Grundloven beskytter militærets magt med en fjerdedel af pladserne i parlamentet, og det kræver militærets støtte at ændre grundloven. Hertil kommer, at Aung San Suu Kyi ifølge grundloven ikke kan blive præsident, da hendes børn er britiske statsborgere. Ingen ved endnu hvem hendes parti, NLD vil pege på, hvis det formår at samle et flertal. Det kan afhænge af en alliance med de etniske partier, som repræsenterer en tredjedel af befolkningen, men det kan også betyde, at Aung San Suu Kyi laver aftaler med militæret og regeringspartiet.

Aung San Suu Kyi er blevet kritiseret for at køre sololøb uden om de andre pro-demokratiske partier, og hendes blandede udmeldinger om militærets fremtidige rolle skaber usikkerhed ikke mindst blandt de etniske mindretal. Omvendt så er det tydeligt, at militærets accept af valget er afgørende, og at gennemgribende forandringer er afhængige af hærchefernes støtte.

Valget overskygges også af flere væbnede konflikter på grænsen til Kina, trods en våbenhvileaftale med en række etniske grupper d. 15. oktober. Betydelige dele af den etniske befolkning er udelukket fra at stemme, og det kan koste oppositionen dyrt. Hertil kommer, at ca. 1 million statsløse muslimer i den vestlige del af Myanmar har mistet retten til at stemme. Anti-muslimsk nationalisme præger også valgkampen. Det kan betyde stemmer til regeringspartiet USDP, som åbenlyst støttes af en gruppe meget indflydelsesrige nationalistiske munke. Risikoen er, at munkenes anti-muslimske propaganda resulterer i voldelige religiøse konflikter under og efter valget.
Regioner
Myanmar

DIIS Eksperter

Helene Maria Kyed
Fred og vold
Seniorforsker
+45 4096 3309
Valg i Burma er en milepæl på vejen mod demokrati
Jyllands-Posten, 2015-11-05T01:00:00