DIIS Report

Hvad fik Danmark ud af det?

Krigene i Irak, Afghanistan og forholdet til Washington

Det danske militære bidrag til krigene i Irak og Afghanistan forbedrede Danmarks renommé i Washington i et ganske betragteligt omfang, og den danske adgang til amerikanske beslutningstagere blev mærkbar forbedret. Det blev lettere for danske ministre, diplomater og embedsmænd at få deres amerikanske kolleger i tale. Samtidig var Danmark i stand til at høste visse konkrete gevinster i USA.

Danmark kunne imidlertid formentlig have fået mere ud af amerikanerne, hvis man fra dansk side havde anlagt en mindre ad hoc-præget og mere strategisk tilgang. Danske beslutningstagere bør derfor skele til Storbritannien og den større strategiske modenhed, der karakteriserer den britiske tilgang til enesupermagten.

Den amerikanske støtte til Anders Foghs Rasmussens kandidatur til posten som generalsekretær i NATO skyldtes næppe et ønske om at 'belønne' Danmark og Fogh for krigsdeltagelsen i Irak og Afghanistan. Og det ser heller ikke ud til, at det forbedrede danske omdømme var nok til at sikre en utvetydig officiel amerikansk opbakning, da danske ambassader stod i brand under Muhammed-krisen i februar 2006.

Denne DIIS Report indgår i DIIS's Forsvars- og Sikkerhedspolitiske Studier, som foretages på en bevilling fra Forsvarsministeriet.

Hvad fik Danmark ud af det?
Irak, Afghanistan og forholdet til Washington