Begrebsforvirring i migrationsdebatten

Vores forestilling om flygtningen bygger ofte på en antagelse om begrænsede valg- og handlemuligheder, og netop det, at flygtningen ikke har et valg, legitimerer hans/hendes bevægelse. Omvendt antyder ordet ’illegal migrant’ en eller anden form for frivillighed, der legitimerer vores tvivl og ret til at afslå indrejse, ophold, arbejde. Den stadigt hyppigere brug af ordet ’illegal’ blandt politiske ordførere og i pressen er med til at bestyrke den generelle opfattelse af misbrug af vores systemer. Men ord og kategoriseringer af migranter som enten ’legale’ eller ’illegale’ er politiske og snævert forbundne med lovgivning og regulering af migration. Forskellige betegnelser repræsenterer ikke nødvendigvis forskellige sociale grupper med let-adskillelige behov.

Skønt flygtningekonventionen fra 1951 baserer sig på en principiel skelnen mellem politiske og økonomiske migranter, er det i praksis umuligt at sondre klart mellem frivillig og tvunget migration. Ofte er det en blanding af sociale, økonomiske, politiske, og miljømæssige forhold, der begrunder den enkeltes beslutning om at forlade et sted. Ofte bevæger flygtninge og migranter sig langs de samme ruter, benytter sig af de samme transportmidler og ’mellemmænd’, og er i samme grad afhængige af sociale netværk og familie dér, hvor de kommer frem. Det er ikke ualmindeligt at finde forskellige legale status-kategorier indenfor den samme familie: Måske kom den første som ’gæstearbejder’ og fik efter nogen tid sin ægtefælle familiesammenført. Deres børn blev født som ’statsborgere’ i det nye land, mens andre familiemedlemmer først kom til, efter konflikter brød ud i det gamle land. I andre tilfælde var borgerkrige årsagen til den oprindelige migration, og sociale netværk det, der holdt bevægelsen i gang i fredstid.

Statuskategorierne, og den måde vi taler om den på, har også ændret sig over tid. Indenfor de sidste 40 år kan vi finde betegnelser som gæstearbejder, fremmedarbejder, indvandrer, asylansøger, flygtning, illegal asylansøger, illegal migrant og 2. generationsindvandrer i den politiske debat. Kært barn har mange navne; bliver ’barnet’ uønsket, mister navnet sin politiske uskyld.

Når forholdet mellem økonomiske og politiske migranter og deres legitime eller illegitime behov diskuteres, er det derfor nødvendigt at slå fast, at kategorierne ’illegal’ migrant og ’illegitim’ asylansøger er produkter af skiftende migrationslovgivning og udenrigspolitik. I modsætning til klare juridiske definitioner indebærer illegalitet ofte en bred vifte af mulige udfald, ofte bestemt af en særlig politisk fortolkning og praksis, der har indflydelse på, hvilke strategier og taktikker mennesker på flugt fra fattigdom eller krig må benytte sig af.

I Oxford Handbook of Refugee and Forced Migration Studies problematiserer Stephan Scheel og Vicky Squire sammenblandingen af illegale asylansøgere og illegale migranter ved hjælp af tre udsagn:

1. Mange flygtninge er i virkeligheden økonomiske migranter, der misbruger systemet og derfor er illegale.
2. Gennem restriktive migrationspolitikker betragtes og behandles flygtninge i stigende omfang som illegale.
3. Mange genuine asylansøgere, der kunne kvalificere til at opnå flygtningestatus, bliver – enten for at undgå at blive frataget retten til at arbejde eller blive interneret – nødsaget til at blive ’illegale’ på grund af restriktiv migrations- og asyllovgivning eller grænsekontrolmekanismer, der reelt forhindrer dem i at søge asyl.

At kategorisere migranter som illegale er derfor en politisk – og ofte stærkt problematisk – handling, der bidrager til at kriminalisere dem, der ikke har andet valg end at forsøge at flytte sig. Indeholder en migrants asylansøgning uklarheder, kan det ikke umiddelbart antages, at den er grundløs. Viser den sig efter grundig undersøgelse at være grundløs, kan den afvises uden dermed at danne præcedens for, hvordan vi aktuelt taler om og forstår flygtninge og migranter.