Balladen om det armenske folkedrab

Machiavelli har skrevet, at man kan erobre et folk, men man kan ikke erobre dets erindring. Tværtimod vil den forbudte erindring blive ved med at dukke op og præsentere sig ved enhver given lejlighed. Der er næppe noget nutidig eksempel, der passer bedre på dette citat end massakrerne på armenerne under Første Verdenskrig. For selvom det er over 90 år siden, at den armenske befolkning i det Osmanniske Rige blev udsat for brutal deportation, og selvom erindringen om overgrebene efterfølgende først blev forsøgt undertrykt og siden negligeret, er der inden for især de sidste to årtier opstået et markant internationalt fokus på lige netop denne historiske hændelse.

Senest er Det Kongelige Bibliotek blevet mødt af skarp kritik: Først fra den tyrkiske ambassade for en udstilling om det armenske folkedrab. Senere fra armenske grupper, da biblioteket så meddelte, at man også ville præsentere det tyrkiske syn på hændelserne. Det opfattes som et knæfald for Tyrkiet og som en fortsættelse af den ’benægtermentalitet’, der er hele stridens omdrejningspunkt.

Men hvordan kan noget, der skete for over 90 år siden blive ved med at skabe røre og være genstand for strid lande imellem? Og hvorfor skal Det Kongelige Bibliotek nu inddrages i en konflikt, der reelt handler om armenernes kamp for anerkendelse af de overgreb, som de blev udsat for under krigen, og før Tyrkiet overhovedet eksisterede som moderne stat? Det sker, fordi spørgsmålet om det armenske folkedrab er blevet en del af den globale erindringskultur, der igennem de seneste to årtier har fået en markant betydning for staters forhold både til hinanden og til forskellige minoritetsgrupper. Og derfor er der også meget politik i omgangen med fortiden. Der er minoritetspolitik, udenrigspolitik og faktisk også sikkerhedspolitik. Stater kan skabe bedre forhold til nabostater, hvis de anerkender fortidige krænkelser. Her er det mest kendte eksempel Vesttysklands erkendelse af forbrydelsen mod Europas jøder, som meget symbolsk blev illustreret ved Willy Brandts knæfald i 1970 ved mindesmærket i Warszawa for ghetto-oprøret i 1943. Men også andre grove krænkelser af menneskerettighederne er blevet inddraget som omdrejningspunkter for den måde, stater gennem deres håndtering af fortiden kan sende signaler til omverden på.

Balladen om Det Kongelige Bibliotek og det armenske folkedrab viser, hvorledes selv et lille land som Danmark kan blive indblandet i andre landes konflikter omkring fortolkningen af en specifik fortid. Uenigheder omkring fortolkningen af fortiden kan bære kimen til diplomatisk strid og få betydning for de signaler, man som uafhængig stat sender til andre stater. Flere gange har den amerikanske kongres således været på vej til at vedtage en lov, der officielt anerkender overgrebet på armenerne som et folkedrab, og lige så mange gange har pres fra Tyrkiet gjort, at forslaget aldrig er blevet vedtaget.

Det er netop dette pres, som både armenske interessegrupper og også seriøse forskere og historikere mener, er et forsøg fra Tyrkiets side på at negligere overgrebet på ikke blot armenere, men kristne grupper generelt. Og det sender samtidig et andet vigtigt signal: at Tyrkiet som den aktuelt toneangivende muslimske stat i den mellemøstlige region ikke tager specifikt hensyn til kristne gruppers krav og behov. Som den tyrkiske og nu i USA bosiddende historiker Taner Akcam, professor ved Clark University i Massachusetts, skrev for nylig i New York Times, sender Tyrkiet med sin attitude i forhold til armenerne et signal til de kristne mindretal i regionen, som giver dem anledning til at være bekymrede. Forvaltningen af Tyrkiets fortid, også under det Osmanniske Rige, er således relateret til mere overordnede spørgsmål omkring sikkerhed, stabilitet og demokrati i regionen, hvor den fortsatte benægtelse af fortidige overgreb kun bidrager til at skabe splid mellem etniske og religiøse grupper.

Akcams synspunkt er imidlertid også udtryk for en anden tendens inden for den globale erindringskultur: der er forventninger til, at fortiden skal forvaltes på samme måde, som Tyskland har gjort med sin fortid. Tyskland har anerkendt sin historiske skyld og har samtidig ifølge flere erindringsforskere sat en standard for, hvordan andre stater bør forholde sig til deres belastede fortid. I den globale erindringskultur forventes det, at man erklærer sin skyld, soner sine ugerninger og kompenserer ofrene for deres tab. Og det er lige netop denne dimension af den globale erindringskultur, som Tyrkiet reagerer imod. Tyrkiet opfatter sig ikke som ansvarlig for forbrydelser begået under Første Verdenskrig i det Osmanniske Rige og ser ikke sig selv som en gerningsmandsstat på niveau med Tyskland med behov for kompensation og soning. Så længe der eksisterer den forventning, at Tyrkiet skal gøre op med sin voldelige fortid, lige så længe vil Tyrkiet vægre sig og gå imod det internationale pres for en anerkendelse af folkedrabet.

At lade Tyrkiet præsentere sit syn på historien om overgrebet på armenerne vil imidlertid ikke bidrage positivt i den proces, der foregår blandt historikere i Europa og USA for at få skrevet en tidssvarende historie om det armenske folkedrab. Det vil af armenere blive opfattet som om, Danmark har givet efter for tyrkisk pres. I stedet bør man støtte bestræbelser på at udvikle historiografien omkring det armenske folkedrab og sætte overgrebet ind i en historie-videnskabelig kontekst, hvor også overgreb på andre religiøse mindretal inkluderes som en del af den etniske og religiøse vold, som det Osmanniske Riges sammenbrud medførte. Det vil flytte fokus væk fra det penible spørgsmål om folkedrab eller ej og over mod historisk forskning og dokumentation, hvilket vil være til gavn for alle parter. Erindring er den måde, vi husker fortiden på. Med historie får vi vished.

DIIS Comments are published under the responsibility of the author alone