DIIS Comment

Anti-radikaliseringsplan risikerer at virke radikaliserende

Regeringens handlingsplan kan skabe netop de parallelsamfund, den søger at bekæmpe

Regeringens nye handlingsplan, som skal forsøge at ’sætte ind over for de negative kræfter i parallelsamfund’, behandler tre fokusområder: onlineradikalisering, fremmedkrigere samt kriminelle miljøer og fængsler. Ifølge en række nylige DIIS-udgivelser risikerer den dog at ramme ved siden af og have utilsigtede konsekvenser, som kan bidrage til etableringen af parallelsamfund og den afstandstagen til samfundet, som ofte betegnes som ’radikalisering’.

Regeringens 22 initiativer mod radikalisering

1. Kortlægning af ekstremisters aktiviteter på nettet.

2. Ny enhed under PET til bortfjernelse af ekstremistisk propaganda på internettet.

3. Blokeringsfilter mod terrorpropaganda.

4. Internetudbydere skal ved dommerkendelse kunne pålægges at blokere adgang til udenlandske domæner, der udbreder ekstremistisk materiale.

5. Styrket retsforfølgning af spredning af ekstremistisk materiale på internettet.

6. Trænings- og hjælpeprogram til at udføre kampagneaktiviteter på nettet rettet mod ekstremisme og terror.

7. Korps af digitale "fornuftsstemmer" skal udfordre ekstremistiske synspunkter på nettet.

8. Stop for offentlige ydelser til fremmedkrigere. Muligheden for at sløjfe SU, førtidspension og sygedagpenge undersøges.

9. Beskyttelse af børn og unge mod hjemvendte fremmedkrigere med udvidelse af børneattestordningen.

10. Styrket informationsudveksling med andre lande om kendte eller formodede fremmedkrigere.

11. Konsekvent indgriben over for ekstremistiske udtalelser.

12. Målrettet indsats mod kriminalitet i radikaliserede miljøer.

13. Kortlægning af sammenhængen mellem kriminelle bandemiljøer og islamistiske miljøer.

14. Ny enhed skal styrke samarbejde og koordinering mellem myndigheder.

15. Ny vejledning om udveksling af oplysninger om tegn på radikalisering.

16. Kriminalforsorgen får IT-systemer, der bedre kan håndtere oplysninger om tegn på radikalisering.

17. Bedre handleplaner for at styrke exitindsatsen.

18. Undersøgelse af nye modeller for opdeling af radikaliserede indsatte.

19. Styrket indsigt hos fængselspersonalet i radikaliserede miljøer.

20. Skærpet tilsyn med religiøse forkyndere i Kriminalforsorgens institutioner.

21. Krav om at prædikener i institutioner som udgangspunkt skal foregå på dansk.

22. Exit som krav for prøveløsladelse for radikaliserede indsatte, der er dømt for terror.

Onlineradikalisering
En serie DIIS-udgivelser har opsummeret førende aktuel forskning i onlineradikalisering. Der præsenteres to dominerende tilgange: Enten vil man som handlingsplanens punkt 1-5 overvåge og censurere, eller også som i punkt 6-7 normalisere og ’tale til fornuft’.

Teglskov & Gemmerli beskriver, hvorfor censur er kontraproduktivt, hvis vi ønsker at forstå og forhindre voldelig ekstremisme. ”Hverken politi eller frontpersonale i kommunerne har gavn af, at profiler, ekstreme udtalelser, billeder eller videoer bliver fjernet fra sociale medier. Derudover bidrager censuren til, at de censurerede personer på kanten af den politiske normalitet føler sig yderligere marginaliserede. Det styrker selvforståelsen om en legitim kamp mod en undertrykkende overmagt. En sådan radikalisering modarbejder de sociale initiativer, som frontpersonalet i kommunerne tilbyder”, skriver forskerne.

Gemmerli beskriver, hvorfor handlingsplanens ’korps af digitale fornuftsstemmer’ på de sociale medier’ på samme måde risikerer blot at bekræfte eller måske endda forstærke oprørstrangen, idet ”radikalismens tiltrækningskraft netop er, at den gør op med en normalitetsforståelse, der for mange unge forekommer uopnåelig, og som ikke rummer den politiske og religiøse forskellighed, de efterspørger”. At anvende kampagner, der promoverer normalitet som positivt alternativ til radikalisme og modkultur misser altså radikalismens pointe og kan virke stik i mod hensigten.

Radikalisering og kriminelle miljøer
Sammenhængen i mellem terror og kriminelle miljøer, som handlingsplanen lægger vægt på, stiller grundlæggende spørgsmål til den underliggende forståelse af radikalisering som en intellektuel proces, hvor en person i stigende grad tager ekstremistiske idéer til sig. Hemmingsen, Crone & Witt har foreslået at flytte det dominerende fokus på ideologi som ondets rod til også at ”forsøge at påvirke de kriminogene faktorer, som spiller ind i forhold til brugen af vold”. Crone påpeger at ”i Danmark ligger en del af de såkaldt radikaliseringsforebyggende indsatser i virkeligheden tæt op ad almene kriminalpræventive indsatser og forholder sig ikke eksplicit til ideologier. Men de praktikere, som arbejder med dem, er konstant tvunget til at forholde sig til den fremherskende radikaliseringsforståelse, også i de tilfælde hvor de med deres faglighed kan se, at den ikke giver mening”.

Greenwood har argumenteret for værdien af at ”styrke de sociale initiativer, som søger at reintegrere fremmedkrigere konstruktivt i samfundet, efter de er vendt hjem” som et alternativ til fængsling, som netop risikerer at facilitere den krydsfertilisering mellem fremmedkrigere og kriminelle miljøer, man gerne vil undgå. Handlingsplanen afspejler dog en forståelse af den slags ’exitprogrammer’ som en proces, man kan pålægges at gennemgå af systemet, f.eks. som en betingelse for prøveløsladelse. Derved mister exit-processen sin meningsfuldhed – vejen ud af et kriminelt eller problematisk miljø kan kun påbegyndes frivilligt og motiveret af et reelt ønske om at forlade det. Ved at gøre ’exit’ ufrivilligt, risikerer man, at det i endnu højere grad præges af et ’normalitetsskuespil’.

Parallelsamfund
Med handlingsplanens forsøg på at etablere ’radikaliserede’ som en særgruppe, hvis ’almindelige kriminalitet’ skal retsforfølges mere end andres, og som børn skal beskyttes fra, som var de pædofile, risikerer radikaliseringsbegrebets indholdsmæssige uafklarethed dog at spænde ben. Hemmingsen har advaret imod, at danske strategier til bekæmpelse af ekstremisme og radikalisering stadig ikke i tilstrækkelig grad har defineret, hvad der menes med netop begreberne ’radikalisering’ og ’ekstremisme’. Manglen på konsensus om kriterier, standarder og procedurer repræsenterer en grundlæggende praktisk udfordring for det samarbejde mellem instanser, som handlingsplanen foreslår, f.eks. omkring hvilke holdninger, ytringer, adfærd eller udseende der bør vække bekymring som tegn på radikalisering. Så sent som i sidste uge fremlagde personer fra kriminalforsorgen i en høring for retsudvalget deres utryghed over, at det er overladt til forsorgens medarbejdere at fortolke ud fra deres egen mavefornemmelse, når de forventes at indberette tegn og bekymringer om radikalisering.

Forskning fra Storbritannien og Australien har dokumenteret, hvordan miljøer og trossamfund, som særligt oplever at blive mødt med mistanke, i stigende grad lukker sig om sig selv og derigennem netop ender i de parallelsamfund, som man med denne handlingsplan påstår at ville bekæmpe. Følelsen af at være underlagt massiv overvågning og en subtil form for sindelagskontrol er ikke fordrende for at fremme det medborgerskab, præsentationen af handlingsplanen beskriver som ”det allerbedste mod, at unge lader sig besnære af ekstremistiske budskaber”.

DIIS Eksperter

Profile picture
Global sikkerhed og verdenssyn
Forsker
32698768
Anti-radikaliseringsplan risikerer at blive radikaliserende
Regeringens handlingsplan kan skabe netop de parallelsamfund, den søger at bekæmpe