DIIS Comment

Da Danmark mistede sin uskyld

Med angrebet på synagogen i København kan Danmark ikke længere unddrage sig spørgsmålet om antisemitisme

København blev den 14. februar ramt af terror og angreb på jøder. Angrebet i København har ikke blot rejst en række nye spørgsmål om Danmark som mål for terror, om radikalisering blandt unge indvandrere og om ekstremisme, men også om antisemitismen i Europa, som den er kommet til udtryk inden for de sidste 10-12 år. For med skyderiet ved synagogen har Danmark ligesom Frankrig og Belgien nu erfaret, hvad den seneste tids diskussion om antisemitisme egentlig handler om. Med ét blev det, der blev opfattet som en tendens i andre europæiske lande, til virkelighed også her, hvor antisemitismen siden mellemkrigstiden har været opfattet som udansk.

Det giver stof til eftertanke, både i forhold til det jødiske samfunds position i Danmark historisk og aktuelt og omkring selve fænomenet antisemitisme, og hvad den aktuelle bølge af antisemitiske hændelser er udtryk for. Tre ting karakteriserer antisemitismen i dag: For det første er den blevet mere direkte og aggressiv. Det er den seneste tids hændelser, hvor jøder er blevet myrdet, alene fordi de er jøder, et tegn på. Men der er også opstået en mere aggressiv anti-jødisk retorik på nettet, i sociale fora og i det offentlige rum generelt. Det dokumenterer flere rapporter, der samler de beskrivelser af overgreb, som jøder indrapporterer, herunder en rapport fra det europæiske menneskerettigheds agentur, FRA, der sidste år kunne beskrive, hvordan jøder i Europa føler sig mere udsatte end tidligere.

En anden ting, der karakteriserer den seneste tids antisemitisme, er, at den især i Vesteuropa er relateret til Israel og mellemøstkonflikten. Det har forskere og de jødiske samfund peget på i hvert fald siden 2003, hvor en rapport fra Zentrum für Antisemitismusforschung i Berlin, ZfA, beskrev en ny form for antisemitisme, som florerede i indvandrermiljøer, og som havde en klar sammenhæng med den anden intifada i 2000.

Et tredje træk er, at gerningsmændene går efter civile. Det så vi ved angrebet i Toulouse i marts 2012, hvor en lærer og tre elever fra en jødisk skole blev skudt og dræbt på klos hold. Gerningsmanden var en 23-årig fransk muslim, tidligere småkriminel, der fortalte, at hans motiv var gengældelse for drab på palæstinensiske børn begået af israelske styrker i Gaza og på Vestbredden. Vi så det i Paris, hvor handlende i et kosher-marked blev taget som gidsler og efterfølgende skudt. Og vi så det i København, hvor ofrene også kunne været blevet gæsterne ved en konfirmationsfest i det jødiske kulturhus bag synagogen i Krystalgade.

Nej til israelsk invitation
Ligesom efter angrebet i Paris i januar har reaktionen fra den israelske regering været prompte: Igen byder Israel jøder fra Europa velkommen, og Israel forbereder sig nu på en masseimmigration. Igen spiller Benjamin Netanyahu på frygten i de jødiske samfund og på, at de europæiske stater ikke har formået at skabe tryghed for deres jødiske medborgere. Det jødiske samfund i Danmark takkede imidlertid pænt nej til invitationen og fremhævede, at de danske jøder er en del af det danske samfund. Det samme gav statsminister Helle Thorning Schmidt meget klart udtryk for under sit besøg ved synagogen dagen derpå.

At byde jøder velkommen i Israel er en kendt israelsk strategi, som også den tidligere premierminister Ariel Sharon benyttede, da spørgsmålet om antisemitisme kom på dagsordenen i 2003, og som har til formål at fremhæve Israel som jødernes hjemland. Alle jøder. Strategien spiller på den historiske hukommelse fra Anden Verdenskrig, hvor flere hundredtusinde statsløse jøder efter krigens afslutning ikke længere så nogen fremtid i Europa, men kun ventede på at komme til enten Palæstina/Israel eller USA. Og den drager nogle klare historiske paralleller mellem den israelske stats etablering i 1948 og situationen i dag, hvor Netanyahu gør brug af erindringen om Holocaust, som lige nu står stærkt i folks bevidsthed oven på 70-året for befrielsen af Auschwitz. Netanyahu taler i den forstand jøder ud af Europa, og det kan opfattes som at gå terrorismens ærinde. ”Terror er ikke en grund til at flytte til Israel”, som rabbiner Jair Melchior udtalte. Det samme synspunkt gav direktøren for det israelske Jewish Agency, Nathan Sharansky, udtryk for i forbindelse med Paris-angrebene. Folk skal ikke flytte til Israel af frygt, men fordi de gerne vil bo i Israel, sagde han.

Jøder holdes ansvarlige for mellemøstkontlikt
Men hvordan skal vi forstå antisemitismen i Europa i dag? Har noget ændret sig? Og hvor stort er problemet i Danmark? Antisemitisme er symptom på nogle generelle forhold i Europa, der blandt andet handler om en radikalisering blandt unge med indvandrerbaggrund, som ikke vil de europæiske samfund og demokratier. En rapport fra DIIS, der udkom i 2006, viste, at den form for antisemitisme eksisterer i meget begrænset omfang i Danmark. Men antisemitismen er også udtryk for en generel mistro over for religiøse mindretal, som for eksempel viser sig i debatten om mandlig omskæring, der ikke kun vedrører jøder, men også muslimer. Samtidig er de europæiske værdier og nationale fællesskaber under pres, og det giver plads til parallelsamfund, hvor andre regler og normer gælder, og den problematik har politikerne endnu ikke fundet en løsning på.

Den seneste tids rapporter peger desuden på en sammenhæng mellem mellemøstkonflikten og den aktuelle antisemitisme og anti-jødiske holdninger, som også er at finde på den yderste venstrefløj. Man kan sige, at mellemøstkonflikten har fået en spill over-effekt på Europa i den forstand, at jøder i Europa bliver holdt ansvarlige for den israelske stats politik, og at der således skal ses en sammenhæng mellem de anti-jødiske overgreb og konflikten i Mellemøsten.

Den 23-årige gerningsmand bag angrebet i Toulouse i 2012 ville hævne den israelske hærs drab på palæstinensiske børn i Gaza og på Vestbredden. Under den israelske hærs operation i Gaza i sommeren 2014 cirkulerede der ved de efterfølgende demonstrationer rundt om i Europa anti-jødiske slogans som ’Jøder gå hjem’ og ’Jøder er svin’. Slogans, der rammer alle jøder bredt, også selv om de er rettet mod Israel og ikke nødvendigvis de enkelte jøder i Europa.

Jødiske samfund beder om øget sikkerhed
Sådanne slogans bidrager til at skabe en aggressiv stemning og fastholder jøder som et af de mål, radikale muslimer har, når de skal angribe Vesten og de liberale demokratier. Antisemitisme er i den forstand del af en hel pakke, der også indeholder modstand mod ytringsfrihed og religionskritik. Og det har gjort jødiske institutioner eller institutioner, der repræsenterer noget jødisk, til potentielle mål for den form for terroraktioner. Det jødiske samfund i Danmark og sammenslutningen af europæiske jødiske samfund, European Jewish Association, har da også meget kraftigt bedt om øget sikkerhed, mens det nu bliver diskuteret, hvorvidt kriminalisering af hate-speech på internettet kan være en måde at bekæmpe antisemitismen.

En gruppe britiske parlamentarikere foreslog f.eks. i en nylig offentliggjort rapport, All-Party Parliamentary Inquiry Into Antisemitism, at indføre nogle klare spilleregler for, hvordan man kommunikerer på nettet og i sociale medier. Det samme blev foreslået ved en større OSCE-konference om antisemitisme i november sidste år, hvor der blev opfordret til større fokus på antisemitisme på internettet og i sociale medier. I Frankrig er man gået forebyggende til værks og vil indføre tiltag mod radikalisering i skolerne i form af medborgerskabsundervisning, som man også opfordrer de andre EU-lande til. Frankrig er således vært for et møde blandt de europæiske undervisningsministre og EU-kommissionen i marts, hvor undervisningsmæssige tiltag skal diskuteres.

Om mere sikkerhed ved jødiske institutioner, lovgivning mod hate-speech på internettet og undervisning i medborgerskab vil kunne modarbejde flere antisemitiske overgreb, er selvklart ikke til at sige, men det er en start. Det vigtigste i en dansk kontekst er en erkendelse af problemets omfang og karakter. At antisemitisme ikke er forbeholdt udlandet, men i den grad er transnational i sin karakter og ligeså vel kan findes her. Det Danmark, der i 1930erne erklærede antisemitisme som udansk, og som i 1943 hjalp jøder på flugt til Sverige, står konfronteret med et problem, som den historiske erfaring alt for længe har bidraget til at fortrænge. Antisemitisme er også et problem for Danmark.

Regioner
Danmark

DIIS Eksperter

Cecilie Felicia Stokholm Banke
Udenrigspolitik og diplomati
Enhedsleder, seniorforsker
+45 3269 8938
Da Danmark mistede sin uskyld
DIIS Comment, 2015-02-25T01:00:00