DIIS Comment

Viden om folkedrab er et fælles ansvar

Analyse i Politiken i anledningen af 70-året for befrielsen af Auschwitz

I dag for 70 år siden befriede sovjetiske tropper Auschwitz – nazisternes største kz- og udryddelseslejr, hvor mere end en million mennesker blev myrdet. Nazisternes folkedrab på Europas jøder er historiens mest ekstreme eksempel på intolerance. Når vi i dag ser tilbage på Holocaust og kender slutningen – at omkring 6 millioner jøder og hundredetusinder af andre blev myrdet – virker parallellen til nutidens samfund ikke ligefor. Men Holocaust skete ikke fra den ene dag til den anden, og selvom folkedrab er intolerance og udskillelse i sin mest ekstreme form, så er mekanismerne bag ikke ekstreme. Det er de mekanismer, Auschwitz-dag handler om: Fordomme der fører til stereotyper og fjendebilleder, som udvikler sig til eksklusion og forskelsbehandling – og som i yderste instans kan ende med forfølgelse, vold og drab.

På dagen for lejrens befrielse samles tidligere kz-fanger, verdensledere og statsoverhoveder i Auschwitz til et fælles mindedagsarrangement. Samtidig taler Ban Ki Moon ved FNs Holocaust Memorial Day i New York, og der er mindedagsarrangementer i bl.a. Berlin, Paris og London. Herhjemme markeres dagen i København og i mange af landets andre byer. Der er flere årsager til den store opmærksomhed. For det første ræsonnerer den brutale historie om Auschwitz stadig på 70 års afstand: Det er international historie, det er Europas historie, og det er lokalsamfundenes historie. For det andet rummer historien om krigen og dens tab en god portion identitet for både Europa og det internationale samfund. Det fælleseuropæiske projekt er på mange måder opbygget på den negative lære fra Holocaust: Fred, demokrati, retsstat og menneskerettigheder – antitesen til Hitlers rædselsregime – er grundsten i vores samfund i dag. På samme vis blev FN og Verdenserklæringen om Menneskerettighedserklæringen formet i kølvandet på krig og folkedrab. I det lys er 70-året for befrielsen af Auschwitz en påmindelse om efterkrigsårenes udvikling væk fra fascisme, diskrimination og vold. Men samtidig bliver årsdagen også brugt som anledning til at iagttage og diskutere de nationalistiske og racistiske strømninger, der fortsat kan spores i mange lande i dag.

I Danmark blev Auschwitz-dag indført af regeringen som en national mindedag i 2002. Navnet signalerer, at udgangspunktet for dagen er Holocaust, og at Auschwitz er blevet til et symbol på de lidelser, som racistiske ideologier og totalitære regimers overgreb kan føre til. Dagens formål er at fremme særligt unge menneskers kendskab historiens folkedrab og anspore til debat om de etiske, samfundsmæssige og politiske udfordringer, som forbrydelserne stiller osoverfor. Med det udgangspunkt har Undervisningsministeriet og DIIS siden 2003 samarbejdet om at formidle forskningsbaseret viden til elever på ungdomsuddannelser og i grundskolen. Via webartikler, dilemmaspil, vidnesbyrd, film og foredrag analyserer og reflekterer eleverne over læren af historien. Men undervisningen er ikke kun af historisk karakter, for de 70 år, der er gået siden befrielsen af Auschwitz, har vist, at historien gentager sig; folkedrab, etnisk udrensning og massedrab finder stadig sted rundt om i verden. Derfor ligger der en opgave i fortsat at diskutere de bagvedliggende dynamikker: Hvordan udvikler den lille intolerance sig til den store, og hvordan kan de unge lære at genkende denne udvikling?

Det starter med forståelsen af, at de forestillinger, vi gør os om hinanden, har et iboende negativt potentiale. Mennesker kategoriserer hinanden på baggrund af forestillinger og herigennem skabes et link mellem gruppetilhørsforhold og identitet. Fx: ”Du er roma, derfor er du på den og den måde”. Problemet opstår, når forestillinger og kategorier bliver for fasttømrede, og det ender med at være gruppetilhørsforhold, som afgør, hvordan folk opfatter og behandler hinanden. Det er der flere nylige og voldsomme eksempler på, senest angrebet i det jødiske supermarked i Paris, hvor hensigten var at ramme jøder, fordi de var jøder. Efter angrebet på Charlie Hebdo har Frankrig ligeledes oplevet en bølge af anti-muslimske overgreb; chikane, hærværk og overfald på muslimer. Ikke fordi ofrene stod i ledtog med attentatmændene fra Paris, men blot fordi de var muslimer. Tilsvarende oplevede danske jøder sidste sommer at blive taget til indtægt for Israels politik i Gaza, da den jødiske skole Carolineskolen blev udsat for hærværk og graffiti, der eksplicit refererede, at freden for danske jøder afhang af fred i Gaza. Hærværket blev efterfølgende betegnet som en hadforbrydelse.

Eksemplerne er meget forskellige, men har det til fælles, at overgrebene skete, fordi ofrene tilhørte en bestemt gruppe Alarmklokkerne skal ringe, når mennesker skilles ud og angribes for noget, de er. Ikke for noget, de gør, men fordi de tilhører særlig religiøs, national, etnisk eller seksuel gruppe. Forståelsen af, at disse mekanismer starter i det små, gør undervisningsemner som intolerance og folkedrab højaktuelle i en nutidig sammenhæng, hvor Danmark ofte debatter racisme og minoritetsspørgsmål. Hvis danske unge forventes at udvikle nuancerede holdninger, er det et fælles ansvar at klæde dem ordentligt på. Det er et fælles ansvar, at de kender til historien og kan reflektere over værdien af demokrati, medborgerskab og frihed. Det er det, Auschwitz-dag kan bruges til.

Regioner
Danmark
Viden om folkedrab er et fælles ansvar
Analyse i Politiken i anledningen af 70-året for befrielsen af Auschwitz