DIIS Comment
Kan pensionskassernes investering i afrikansk landbrug bidrage til positiv udvikling?
I de sidste måneder har en række danske pensionskasser investeret i afrikansk landbrug. Landbrug i Afrika udgør et investeringsområde med stabile afkast i en ustabil global økonomi, men hvad betyder det for lokalbefolkningen, og hvordan forholder pensionskasserne sig til anklager om nykolonialisme?
7. december 2011
Den 15. november kunne man i flere medier læse, at Pension Danmark har investeret 320 millioner kroner i afrikansk landbrug og planlægger en samlet investering på 1,6 milliarder. Pension Danmark, hvis aktionærer inkluderer 3F og HK, har dermed fulgt andre danske og udenlandske pensionskasser, herunder PKA, som også har foretaget investeringer i afrikansk landbrug. Pengene falder på et tørt sted for mange afrikanske regeringer. Den afrikanske landbrugssektor har længe lidt under multilaterale og bilaterale finansieringsinstitutioners mangel på interesse. IMF, Verdensbanken og bilaterale donorer har i mange år fokuseret primært på strukturel tilpasning af de økonomiske sektorer, nedskæring af offentlige udgifter og opprioritering af det frie marked. For mange afrikanske lande har disse forsøg på at skabe økonomisk disciplin haft blandede konsekvenser for landbrugssektoren. Over halvdelen af befolkningen syd for Sahara er beskæftiget primært i landbruget. Mens investeringer i landbruget har haltet voldsomt bagefter, er mange afrikanske markeder blevet overdænget med subsidierede produkter fra EU og USA, mens afrikanske landbrugsvarer er blevet holdt ude af internationale markeder.
Et nyt scramble for Africa
På denne baggrund må det siges at være hårdt tiltrængt med nye investeringer fra blandt andet danske pensionsfonde. Men virkeligheden er som altid mere kompliceret end som så. I de senere år er interessen for afrikansk landbrug steget voldsomt. Så voldsomt, at mange taler om det nye ”scramble for Africa” med henvisning til de europæiske landes kolonialisering af Afrika i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Det vurderes, at der inden for de sidste fire år er afsluttet jordhandler med udenlandske investorer for et område på størrelse med Tyskland. Flere kritikere har ligefrem kaldt jordopkøbene for neokolonialisme, mens Verdensbanken mener, at det kan skabe nye muligheder for vækst, hvis det gøres ordentligt, og de rette institutioner er til stede. For de danske pensionskasser udgør landbrugsinvesteringer en investering med stabile afkast, noget, som de voldsomt har brug for efter de seneste års finansielle kriser. Samtidig har stigende verdenspriser på råolie og korn samt opprioriteringen af biobrændstoffer i EU's og USA's energipolitik skabt et behov for forøget global landbrugsproduktion, og her udgør Afrika måske den største ’uudnyttede’ ressource.
Faktum er dog, at den massive interesse i afrikansk landbrugsjord har skabt masser af kontroverser. I 2008 forsøgte det sydkoreanske selskab Daewoo Logistics at opkøbe 1,3 millioner hektar jord i Madagaskar til produktion af eksportafgrøder såsom majs og palmeolie. Offentliggørelsen af planerne førte til massive protester og endte med et militærkup i det forvejen politisk og økonomisk skrøbelige land. Historien om Daewoo viser tydeligt, at disse investeringer kan være risikofyldte og destabiliserende. Derudover rejser der sig en række etiske spørgsmål om, hvorvidt disse investeringer bidrager til en reel forbedring af folks levevilkår i Afrika, hvor landbefolkningen udgør en stor del af kontinentets fattigste. Der er flere rapporter om småbønder, som er blevet fordrevet fra deres jord enten med magt eller gennem juridiske krumspring og uden ordentlig økonomisk kompensation. For mange udgør jorden et sidste socialt sikkerhedsnet, da der mangler jobmuligheder i andre sektorer.
Hvem vinder, hvem taber
Derfor er det vigtigt at vi forholder os kritisk til danske pensionskassers investeringer i afrikansk landbrugsjord. Vi bliver nødt til at stille spørgsmål som: Hvem gør hvad? Hvordan gør de det? Hvad bliver produceret, og for hvem bliver det produceret? Hvem vinder? Hvem taber?
Foreløbige undersøgelser foretaget af Verdensbanken tegner ikke for godt. I en rapport udgivet i 2010 havde forskerne fra Verdensbanken, som ellers er positivt indstillet, svært ved at finde best practices. I de fleste tilfælde kunne de rapportere, at investeringerne havde haft negative konsekvenser for landbefolkningen, og at de fleste investeringer foregik i lande og regioner med megen korruption. Ligeledes har FN’s særlige repræsentant for fødevaresikkerhed, Olivier de Schutter, udtrykt stor bekymring for, hvordan udenlandske landbrugsinvesteringer implementeres, med hvilket formål og med hvilke konsekvenser for lokalbefolkningen. Når danske pensionskasser nu giver sig i lag med at investere i afrikansk landbrug er det vigtigt, at der foretages tilbundsgående undersøgelser for at sikre, at disse reelt kommer lokalbefolkningen til gode, det vil sige de mennesker, som bor på og lever af den jord, vores pensionspenge nu er interesseret i. Vores pension skulle helst ikke sikres ved at tage levebrødet fra verdens fattigste.
Pensionskassernes ansvar
Investeringer i afrikansk landbrug kan være risikable, som erfaringerne fra Madagaskar har vist, og de kan potentielt være en katastrofe for lokalbefolkningen. Dette betyder ikke, at de danske investeringer er sammenlignelige med Daewoos, men at det er svært at adskille dem fra den voldsomme debat, der foregår internationalt. Der er potentialer i at bistå den hårdt trængte afrikanske landbrugssektor, men det er yderst vigtigt, at vi gør os selv klart hvorfor vi investerer, hvordan vi investerer og hvordan vi sikrer os, at det bidrager til en positiv og stabil udvikling, især for de fattigste. Forhåbentlig vil de danske pensionskasser tage dette ansvar på sig og åbne op for uafhængige undersøgelser af deres investeringer.
Et nyt scramble for Africa
På denne baggrund må det siges at være hårdt tiltrængt med nye investeringer fra blandt andet danske pensionsfonde. Men virkeligheden er som altid mere kompliceret end som så. I de senere år er interessen for afrikansk landbrug steget voldsomt. Så voldsomt, at mange taler om det nye ”scramble for Africa” med henvisning til de europæiske landes kolonialisering af Afrika i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Det vurderes, at der inden for de sidste fire år er afsluttet jordhandler med udenlandske investorer for et område på størrelse med Tyskland. Flere kritikere har ligefrem kaldt jordopkøbene for neokolonialisme, mens Verdensbanken mener, at det kan skabe nye muligheder for vækst, hvis det gøres ordentligt, og de rette institutioner er til stede. For de danske pensionskasser udgør landbrugsinvesteringer en investering med stabile afkast, noget, som de voldsomt har brug for efter de seneste års finansielle kriser. Samtidig har stigende verdenspriser på råolie og korn samt opprioriteringen af biobrændstoffer i EU's og USA's energipolitik skabt et behov for forøget global landbrugsproduktion, og her udgør Afrika måske den største ’uudnyttede’ ressource.
Faktum er dog, at den massive interesse i afrikansk landbrugsjord har skabt masser af kontroverser. I 2008 forsøgte det sydkoreanske selskab Daewoo Logistics at opkøbe 1,3 millioner hektar jord i Madagaskar til produktion af eksportafgrøder såsom majs og palmeolie. Offentliggørelsen af planerne førte til massive protester og endte med et militærkup i det forvejen politisk og økonomisk skrøbelige land. Historien om Daewoo viser tydeligt, at disse investeringer kan være risikofyldte og destabiliserende. Derudover rejser der sig en række etiske spørgsmål om, hvorvidt disse investeringer bidrager til en reel forbedring af folks levevilkår i Afrika, hvor landbefolkningen udgør en stor del af kontinentets fattigste. Der er flere rapporter om småbønder, som er blevet fordrevet fra deres jord enten med magt eller gennem juridiske krumspring og uden ordentlig økonomisk kompensation. For mange udgør jorden et sidste socialt sikkerhedsnet, da der mangler jobmuligheder i andre sektorer.
Hvem vinder, hvem taber
Derfor er det vigtigt at vi forholder os kritisk til danske pensionskassers investeringer i afrikansk landbrugsjord. Vi bliver nødt til at stille spørgsmål som: Hvem gør hvad? Hvordan gør de det? Hvad bliver produceret, og for hvem bliver det produceret? Hvem vinder? Hvem taber?
Foreløbige undersøgelser foretaget af Verdensbanken tegner ikke for godt. I en rapport udgivet i 2010 havde forskerne fra Verdensbanken, som ellers er positivt indstillet, svært ved at finde best practices. I de fleste tilfælde kunne de rapportere, at investeringerne havde haft negative konsekvenser for landbefolkningen, og at de fleste investeringer foregik i lande og regioner med megen korruption. Ligeledes har FN’s særlige repræsentant for fødevaresikkerhed, Olivier de Schutter, udtrykt stor bekymring for, hvordan udenlandske landbrugsinvesteringer implementeres, med hvilket formål og med hvilke konsekvenser for lokalbefolkningen. Når danske pensionskasser nu giver sig i lag med at investere i afrikansk landbrug er det vigtigt, at der foretages tilbundsgående undersøgelser for at sikre, at disse reelt kommer lokalbefolkningen til gode, det vil sige de mennesker, som bor på og lever af den jord, vores pensionspenge nu er interesseret i. Vores pension skulle helst ikke sikres ved at tage levebrødet fra verdens fattigste.
Pensionskassernes ansvar
Investeringer i afrikansk landbrug kan være risikable, som erfaringerne fra Madagaskar har vist, og de kan potentielt være en katastrofe for lokalbefolkningen. Dette betyder ikke, at de danske investeringer er sammenlignelige med Daewoos, men at det er svært at adskille dem fra den voldsomme debat, der foregår internationalt. Der er potentialer i at bistå den hårdt trængte afrikanske landbrugssektor, men det er yderst vigtigt, at vi gør os selv klart hvorfor vi investerer, hvordan vi investerer og hvordan vi sikrer os, at det bidrager til en positiv og stabil udvikling, især for de fattigste. Forhåbentlig vil de danske pensionskasser tage dette ansvar på sig og åbne op for uafhængige undersøgelser af deres investeringer.
Regioner
Danmark
Kan pensionskassernes investering i afrikansk landbrug bidrage til en positiv udvikling?