Nyhedsbrev

September 2010

Indhold

   
 

Tilmelding til Auschwitz-dag 2011

   

DIIS, Holocaust og folkedrab inviterer lærere og elever fra landets ungdomsuddannelser til at deltage i en række temadage om folkedrab. Temadagene finder sted over hele landet i januar 2011 og er et led i markeringen af Auschwitz-dag – Danmarks officielle minde- og mærkedag for Holocaust og andre folkedrab. Temaet for årets Auschwitz-dag er ”Kampen om erindringen”, og temadagene vil derfor blandt andet handle om de problemer, der opstår, når modsatrettede fortællinger om historiens folkedrab støder sammen.

Tilmelding til en temadag foregår på www.adag.folkedrab.dk. Det vil være muligt at tilmelde sig fra torsdag den 16. september kl. 12. Det er gratis at deltage i en temadag.

www.folkedrab.dk/a-dag2011 kan du læse mere om temaet og finde inspiration til arbejdet med emnet, ligesom du vil kunne finde konkrete forslag til undervisningsforløb. Siden opdateres med yderligere materiale i løbet af efteråret.

 
Elever diskuterer i workshop på temadag

Seminar med Gideon Greif den 10. september: "Testimonies from Auschwitz"

   

I anledning af bogudgivelsen "Vi græd uden tårer" gæster den israelske historiker og forfatter, Gideon Greiff, DIIS.

Gideon Greif vil fortælle om massedrabsprocessen omkring gaskamrene i Auschwitz-Birkenau under Holocaust, ud fra vidnesbyrd fra den jødiske Sonderkommando (særkommando).

I alle udryddelseslejrene blev et vist antal fanger udvalgt til at arbejde i Sonderkommando. Arbejdet bestod blandt andet i at hjælpe med at genne ofrene ind i gaskamrene. Bagefter tømte de gaskamrene, gjorde dem rene og sorterede de dødes ejendele. Greif vil blandet andet se på, hvordan overlevende fra Sonderkommando er blevet behandlet efter krigen. 

Seminaret er på engelsk og foregår på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), fredag den 10. september 2010, 13.00-15.00, Auditoriet, Strandgade 71, 1401 København K.

Tilmelding og yderligere information
 

 

Hævn eller forsoning i Cambodja? Ny artikel på folkedrab.dk

   

For lederen af Documentation Center of Cambodia, Youk Chhang, er retsopgøret med forbrydelserne under Khmer Rouges rædselsherredømme nødvendigt, hvis cambodjanerne skal forsones med deres fortid og hinanden.

Først var det ønsket om hævn, der var drivkraften i mit arbejde. Siden har mit fokus flyttet sig til ønsket om at finde retfærdighed og at opnå forsoning” siger Youk Chhang, hvis personlige historie er uløseligt forbundet med Cambodjas blodige fortid.

Cand. mag. og journalist Eline Mørch Jensen har skrevet artiklen.
Læs artiklen
 

 
Ofre for folkedrabet i Cambodja. Uddrag fra Tuol-Sleng-museets udstilling.

Filmpakke om nynazisme på vej

   

I løbet af efteråret stiller Det Danske Filminstitut (DFI) og DIIS, Holocaust og folkedrab, en filmpakke om nynazisme til rådighed for undervisere i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne. En af baggrundene er, at DIIS i januar 2010 lancerede en undervisningswebside om Holocaust-benægtelse – www.holocaust.dk. DIIS og DFI har valgt at sætte fokus på nynazisme – både for at belyse, hvordan Holocaust-benægtelse og nynazisme hænger sammen, men også for at give et bredere billede af, hvad nynazisme som fænomen er.

Materialet knytter sig til tre film, som hver for sig giver et bud på nynazismens væsen. Det drejer sig om filmene American History X, og The Believer samt dokumentarfilmen 'Hvad rager det mig!'

Til filmene bliver der udviklet lærervejledninger til både ungdomsuddannelserne og grundkolen, der inspirerer til, hvordan man kan arbejde med filmene og emnet nynazisme i forskellige fag. Materialet kan med fordel benyttes i forbindelse med undervisning i temaet for Auschwitz-dag 2011 ”Kampen om erindringen”, hvor nynazismens benægtelse af fortidens forbrydelser eller forherligelse af disse, er bud på, hvordan der strides om historien og erindringen.

 















American History X

Seminar den 17. september i forbindelse med femårsdagen for R2P

   

Den 17. september 2010 afholder DIIS (Holocaust og folkedrab i samarbejde med Forsvars- og sikkerhedspolitik) et offentligt heldagsseminar i anledning af femårsdagen for FN’s formelle dedikation til princippet om "Responsibility to Protect" (R2P).

R2P defineres som forpligtelsen til at beskytte befolkninger mod folkedrab, krigsforbrydelser, etnisk udrensning og forbrydelser mod menneskeheden. Gæstetaler Thomas G. Weiss (USA) og en række andre eksperter på området fra USA, Europa og de nordiske lande vil under seminaret belyse både succeser og fiaskoer i forbindelse med R2P.

For yderligere information se DIIS’ hjemmeside.

 
DIIS
 

Cecilie Banke fortæller om DCISM-bibliotekets store samling af litteratur om Holocaust og folkedrab den 9. november

   

I anledning af litteraturfestivalen "København læser" kan interesserede få en introduktion til DCISM-biblioteket i dagene 8.-11. november 2010. Den 9. november fortæller seniorforsker Cecilie Banke om DCISM-bibliotekets store samling af litteratur om Holocaust og folkedrab, og hvad samlingen kan bruges til.

DCISM Biblioteket
Wildersplads 8K, 1. sal
1401 København K
Christianshavn

Besøg biblioteket hjemmeside

 
DCISM Biblioteket har Danmarks største samling af litteratur om internationale forhold, menneskerettigheder og udviklingsstudier.

Nyt: Raphael Lemkin stipendium

   
The Armenian Genocide Museum (AGMI) bekendtgør et nyt stipendieprogram for udenlandske studerende og ph.d.-kandidater. Raphael Lemkin stipendiet har til formål at give udenlandske studerende, der specialiserer sig i folkedrab, mulighed for at besøge Armenien i en måned og forske i de lokale arkiver og biblioteker.

Fristen for ansøgning er 1. december, 2010. Vinderen vil blive udvalgt af repræsentanter for The Armenian Genocide Museum.

Læs mere om stipendiet
 

Ny bog: "Jeg er den sidste jøde"

   
"Jeg er den sidste jøde" er Chil Rajchmans historie om sine oplevelser i udryddelseslejren Treblinka under 2. Verdenskrig.

Fra 1942-43 arbejdede Rajchman 10 måneder i Treblinkas Sonderkommando. Han så tusindvis af jøder blive ført til gaskamrene og måtte blandt andet være med til at tømme gaskamrene og begrave ligene. I august 1943 forsøgte et par hundrede fanger at stikke af fra lejren. De fleste blev dræbt, men man anslår, at 57 – heriblandt Rajchman – slap væk.

Mens hans endnu levede under jorden, nedfældede han sine oplevelser. Kun de nærmeste kendte til dette manuskript, da Rajchman døde i 2004.

Bogen har forord af Herbert Pundik.

Læs mere om bogen

 

Hold dig opdateret på folkedrab.dk

   
Husk, at undervisningswebsiden www.folkedrab.dk er blevet forbedret
med en nyhedsfeature, hvor du kan finde links til de seneste nyheder og nyhedsindslag i medierne om Holocaust og andre folkedrab. Det samme gælder websiden www.holocaust.dk om Holocaust-benægtelse.

Det er dermed muligt at holde sig orienteret om den seneste udvikling inden for de forskellige emner samt aktualisere sin undervisning eller finde analysemateriale. I nyhedsoversigten kan man også finde radio- og tv-nyheder.

Se mere på www.folkedrab.dk og www.holocaust.dk

 

Afmeld nyhedsbrev
Hvis du ikke ønsker at modtage Afdelingens nyhedsbrev, er du velkommen til at skrive til folkedrab@diis.dk