Nyhedsbrev

August 2009

Indhold

   
   

Tilmeld elever til Auschwitz-dag 2010

   

Fra fredag d. 4. september kan undervisere tilmelde sig de landsdækkende temadage op til Auschwitz-dag.

Den 27. januar markerer Danmark Auschwitz-dag – den officielle danske mindedag for Holocaust og andre folkedrab. I den forbindelse inviterer DIIS, Holocaust og folkedrab, 2000 elever fra ungdomsuddannelserne landet over til at deltage i tværfaglige temadage om folkedrab.

Temaet for Auschwitz-dag 2010 er ”Farlige forestillinger”, og temadagene sætter derfor fokus på de forestillinger om ”de andre”, der under særlige betingelser kan udvikle sig til fjendebilleder og stereotyper, og som i yderste konsekvens kan være med til at skabe betingelserne for folkedrab. Temadagene er relevante for en række forskellige fag, og det er gratis at deltage i en temadag.

Sidste tilmeldingsfrist er fredag d. 9. oktober. Da temadagene i nogle byer kan blive fyldt op meget hurtigt, anbefaler vi, at man tilmelder sig så hurtigt som muligt.

Læs mere om temadagene, årets tema og tilmelding.

 
Elever i auditoriet under en temadag op til Auschwitz-dag

Workshops for elever på Auschwitz-dag 2010

   

På årets temadage i januar kan eleverne deltage i workshops, der på forskellig vis behandler årets tema ”Farlige forestillinger”. Eleverne vil her bl.a. få mulighed for at diskutere, hvilken rolle propaganda spiller i optakten til et folkedrab, hvordan nogle fællesskaber og massebevægelser kan udvikle sig til at blive farlige, og hvordan forestillinger om ”de andre” kan være med til at danne grobund for folkedrab. Andre workshops fokuserer på tiden efter et folkedrab og undersøger, hvordan man kan komme de farlige forestillinger og fordomme til livs og i stedet skabe muligheder for forsoning.

Gennem workshoppene får eleverne indblik i forskellige historiske og nutidige eksempler på folkedrab: Der vil være workshops om Holocaust og folkedrabene i Rwanda, Cambodja, Bosnien og Darfur, ligesom stalinismens forfølgelse af kulakkerne og tvangsfjernelsen af aboriginske børn i Australien vil blive behandlet.

Læs mere om årets workshops
 

 
Elever deltager i workshop om folkedrab

Nye temarelevante undervisningsforløb på folkedrab.dk

   

På vores undervisningswebside folkedrab.dk finder du nu forslag til konkrete undervisningsforløb, der behandler årets tema ”Farlige forestillinger”. Allerede nu ligger der et undervisningsforløb til historie om racehygiejne i Danmark og Tyskland og et AT-forløb i historie og biologi, der behandler historiske og videnskabelige begrundelser for racistiske og antisemitiske forestillinger. I løbet af sensommeren vil der følge yderligere undervisningsforløb til samfundsfag, psykologi og tysk.

Undervisningsforløbene er alle udviklet af faglærere med særligt kendskab til folkedrab. Forløbene er samtidig skræddersyet til de forskellige fag med henblik på fagmål og konkrete forslag til litteratur og andet materiale til brug i undervisningen.
 
Se undervisningsforløbene

Det er desuden muligt at finde inspiration på folkedrab.dk til undervisningsperspektiver for årets tema. Her findes der også en materialeliste, der er udviklet som en hjælp til forberedelsen af et forløb om folkedrab og farlige forestillinger.
 

 
Eugenikplakat om arvelighed og racehygiejne fra Verlag für nationale Literatur. © USHMM

 

Få dit undervisningsforløb på folkedrab.dk - eller få glæde af andres

   

På folkedrab.dk’s lærerforum ligger der en række undervisningsforløb, som lærere har stillet til rådighed for andre undervisere. Forløbene er udviklet af lærere til deres egen undervisning, og de er lagt på siden for at andre undervisere kan få glæde af deres ideer og erfaringer med at bringe Holocaust og andre folkedrab ind i klasseværelset.

Vi hører meget gerne fra dig, hvis du har lyst til at dele erfaringer fra et eller flere folkedrabsrelaterede undervisningsforløb. Send en mail til Tine Brøndum på tbe@diis.dk hvis du har lyst til at dele dit forløb om folkedrab med andre lærere.

 
Undervisning om folkedrabet i Rwanda i forbindelse med Auschwitz-dag

Få ledige pladser til lærerkursus om "Intolerance i Europa – før og nu"

   

Der er stadig få ledige pladser til det lærerkursus, som DIIS, Holocaust og folkedrab, afholder den 24. september. Kurset handler om om at undervise om antisemitisme og andre former for racisme og tager udgangspunkt i undervisningsmaterialet ”Intolerance i Europa – før og nu", der er udgivet af DIIS.

På kurset vil phd. Sofie Lene Bak og phd.-stipendiat Danny Raymond fortælle om antisemitisme i Danmark, Israel-Palæstina konflikten samt om jødisk identitet og religion i dag.

Derudover vil der blive givet en introduktion til en række af materialets øvrige emner ligesom nogle af de udfordringer, der kan være forbundet med at undervise om emner som antisemitisme, Holocaust, Israel-Palæstina konflikten mm., vil blive behandlet.

Kurset henvender sig primært til lærere i grundskolens overbygning og seminarielærere. Det kan dog også være relevant at deltage for undervisere i gymnasiet. Kurset er gratis, og deltagende lærere vil hver modtage et klassesæt af materialet. Dog max et klassesæt per skole.

DIIS arrangerer løbende lærerkurser, og det er muligt at kontakte os med specifikke ønsker om oplæg eller kurser. I det kommende efterår afholdes der lærerkurser om materialet ”Intolerance i Europa – før og nu” på CFU i København den 11. november.

For tilmelding samt yderligere spørgsmål kan Tine Brøndum kontaktes på tbe@diis.dk eller på telefon 32 69 89 31.
 

 
Undervisningsmaterialet er resultatet af et fælleseuropæisk samarbejde og udgives i en række europæiske lande

Ny artikel: Dansk idræt i hagekorsets skygge

   

Under besættelsen valgte Dansk Idræts-Forbund (DIF) at indlede et omfattende sportsligt samarbejde med Tyskland – et samarbejde der havde store konsekvenser for forbundets jødiske medlemmer og betød en voldsom politisering af dansk idræt. Hvorfor valgte DIF samarbejdet?

Selv forsvarede organisationen sig med, at sport og politik ikke havde noget med hinanden at gøre, og at man derfor ikke kunne fravælge et sportsligt samarbejde af politiske grunde. Konsekvenserne af samarbejdet blev dog netop, at sport og politik blev blandet sammen, idet heilende tyskere, hagekors og nazistiske slagsange fandt vej til landskampe i fodbold, fægtning og flere andre sportsgrene. Samtidig accepterede DIF indirekte den nazistiske racepolitik, bl.a. ved at acceptere, at jødiske sportsfolk ofte var udelukket fra deltagelse i internationale stævner.
Læs mere på folkedrab.dk

 
Østrigsk valgplakat

Helsingør Kommunes lærere på kursus i Auschwitz

   
Helsingør Kommune styrker nu undervisning om Holocaust forud for Auschwitz-dag 2010. I oktober i år rejser en gruppe på 11 lærere, en fra hver af kommunes skoler med overbygning, på et fem dages ophold i Polen. Lærerne skal her besøge Krakow og derefter deltage i et tredages kursus på Auschwitz-Birkenau Museet, om at undervise om Holocaust. Rejsen er arrangeret i samarbejde mellem museet, Pædagogisk Central i Helsingør (PUC) og DIIS. På turen deltager også Helsingør Kommunes udvalg vedrørende Auschwitz-dag. 

Helsingør Kommune har siden 2007 har været en af de kommuner, der markerede Auschwitz-dag den 27.januar med en lang række arrangementer, foredrag og udstillinger. Læs mere om Helsingør Kommunes satsning på undervisningsområdet i forbindelse med Auschwitz-dag
 
Indgangen til Auschwitz

Støtte til undervisningsprojekter om Holocaust

   
Museet og uddannelsesstedet Yad Vashem i Jerusalem indbyder nu via DIIS de danske lærere, der siden 1996 har deltaget i kurser om Holocaust på The International School of Holocaust-Studies på Yad Vashem til at søge støtte til undervisningsprojekter.

Der kan ansøges om støtte til et undervisningsprojekt to gange årligt. Den kommende ansøgningsfrist er den 31. januar 2010. For nærmere oplysninger samt ansøgningsskema kan Tine Brøndum kontaktes på tbe@diis.dk.

Efter ansøgningsfristens udløb vil alle ansøgninger blive evalueret. De mest interessante undervisningsprojekter kan herefter støttes med op til  2.500 USD.

 

Offentlig adgang til bogsamling om Holocaust og folkedrab

   
Nu tilbydes lærere, studerende og andre interesserede offentlig adgang til DIIS’ omfattende bogsamling indenfor forskningsfeltet Holocaust- og folkedrabsstudier. Bogsamlingen består af ca. 2.500 titler og indeholder hovedværker indenfor Holocaust og andre folkedrab samt emnefokuserede værker inden for feltet. Herunder bl.a. antisemitisme, krigsforbrydelser og krigsforbrydertribunaler, mindekultur og erindringspolitik, forsoning, erstatning etc.

Bogsamlingen ajourføres løbende med væsentlige udgivelser indenfor studier af Holocaust og andre folkedrab, herunder også politiske massedrab og kommunismens forbrydelser. Ligeledes suppleres samlingen med relevant litteratur indenfor de emner, der arbejdes med på DIIS, Holocaust og folkedrab.

Bøgerne kan lånes via DCISM Biblioteket, som ligger på Wilders Plads 8K, 1, København K. Man kan søge og bestille bøger via bibliotekets online katalog

 
DCISM Biblioteket har Danmarks største samling af litteratur om internationale forhold, menneskerettigheder og udviklingsstudier.
 

Afmeld nyhedsbrev
Hvis du ikke ønsker at modtage nyhedsbrevet fra DIIS, Holocaust og folkedrab, kan du afmelde det ved at skrive til folkedrab@diis.dk